LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Frank storroser Damsgaard i mulig Brentford-rekordsæson!

Thomas Frank roser Mikkel Damsgaard til skyerne forud for lokalopgøret imod Fulham. Danskeren har været instrumental for Brentford, som stadig kan nå en rekordhøj ligaplacering!

- Det er ikke kun hans assists, det er også hans næste assists. En af mine favoritmål i denne sæson var hjemme imod Leicester, hvor Damsgaard får bolden, og spiller en perfekt bold dybt til Kevin Schade, som så spiller Wissa fri til 1-0. Han får ikke en assist, men uden den første pasning bliver det aldrig til et mål.

Sådan siger den danske Brentford-manager Thomas Frank omkring den gennembrudssæson, som hans 24-årige danske midtbaneprofil Mikkel Damsgaard har haft i Brentford.

Udtalelserne kommer til det engelske medie Daily Mirror forud for Brentfords næstsidste Premier League-opgør imod Fulham i dag, hvor Brentford skal indlede jagten på en rekordhøj ligaplacering.

For hvis Brentford slutter sæsonen på deres aktuelle placering på 8. pladsen, vil det være deres bedste Premier League-resultat nogensinde, da de højest er blevet nummer ni i 2022/23-sæsonen.

De har lige nu samme pointantal, som Brighton på 9. pladsen, og Bournemouth kan med to point færre på 10. pladsen også nå højere op i tabellen end Brentford. 

Der er derfor stadig noget for Brentford at kæmpe for i denne sæson, hvor de altså fortsat skal sætte deres lid til, at Damsgaard leverer for dem. Frank uddyber desuden Damsgaards kvaliteter nærmere:

- Han er ikke den mest udtalte spiller, eller en spiller du bemærker. Men hvis du kigger på, hvad han er involveret i, hvordan han får holdet til at fungere, hvordan han får ting til at ske, så er det fantastisk. Giv bolden til den bedste spiller. Giv den til Damsgaard, og så sker der noget.

Damsgaard har med to mål og 11 assists i Premier League flotte statistikker i denne sæson, og kun Jacob Murphy og Mohammed Salah har lavet flere assists end ham, som Daily Mirror bemærker.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder