LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Europa: Champions League
FT
3 - 0
(1 - 0)
Manchester C
Bayern München
R. Hernández (27), B. Silva (70), E. Haaland (76)
Niklas Gerster

Drømmemål og forsvarskoks gav Guardiola overbevisende revanche

Guardiola 1-0 Tuchel. Jævnbyrdigheden udeblev i topbraget imellem de to mastodonter. Et drømmemål satte gang i løjerne, hvorefter en række grimme defensive blundere blev straffet. Manchester City sikrede sig dermed fuldt fortjent det optimale udgangspunkt inden returopgøret i München næste onsdag.
Etihad Stadium lagde denne tirsdag aften græstæppe til et sandt brag imellem Manchester City og Bayern München i den første af to kvartfinaler i Champions League. Et enormt opgør imellem to af forhåndsfavoritterne.

På sidelinjen ventede desuden også en duel imellem to karismatiske managers. Pep Guardiola skulle jagte revanche imod Thomas Tuchel, som snuppede trofæet med de store ører for snuden af spanieren i 2021.

De første 45 minutter var på mange måder en stillingskrig, hvor det var tydeligt at se, at begge hold havde stor respekt for hinandens offensive kvaliteter. Selv City som normalt er meget offensivt indstillede, var også lynhurtige til at organisere sig, når Bayern havde farlige angreb.

City var dog bedst, og deres intensive pres blev hjulpet godt på vej af Yann Sommer i Bayern-buret, som flere gange viste usikkerhedsmomenter. Efter små 14 minutter blev han presset intenst i bund af Erling Haaland, og schweizerens langsomme boldomgang var lige ved at koste.

I 22. minut var Haaland så igen på spil efter et godt pres i Bayerns opspil. Ilkay Gündogan spillede Jack Grealish fri centralt foran feltet, hvorefter han lagde den til rette i en ønskeposition for Haaland, men for en sjælden gangs skyld var nordmandens afslutning uden kraft.

Ikke længe efter blev Bayern så farlige i den anden ende efter et gennembrud i venstresiden. Bolden landede for fødderne af Jamal Musiala, som stod i en helt fri afslutningsposition, men Ruben Dias kom i vejen med en afgørende blokering.

De to stjernespækkede offensiver viste sig efterhånden mere frem, men kampen skulle vise sig at blive åbnet af en uventet spiller. I 27. minut vristede den defensive midtbanespiller Rodri sig fri af Musiala, hvorefter han med det kolde venstreben krøllede bolden smukt op i det fjerne målhjørne.

Herefter kom der mere liv og intensitet i kampen. City fik mere selvtillid, og jagtede 2-0-scoringen. Bayern virkede til at skulle ryste målet af sig, for i 34. minut kunne City nemt have fordoblet føringen, da Sommer ikke fik pareret et ballonindlæg tilstrækkeligt væk. Gündogan var over returen, men her må man til gengæld rose den 34-årige keeper for en imponerende fodparade.

Bayern glædede sig efterhånden nok til pausefløjt, men inden dette kom, fik de dog vist, at de langt fra bare ville være statister i aften, da Leroy Sane bragede et resolut langskudshug afsted, som gik snert udenom Edersons målstolpe. Stillingen efter første halvleg forblev således 1-0.

Bayern kom ud med god energi efter pausen, og efter få minutter var Sane igen på spil, da han blev spillet fri i venstresiden, hvorefter han sendte et kraftfuldt skud afsted, men Ederson leverede en flot redning. Momentet efter var Bayern til gengæld ekstremt heldige med ikke at indkassere.

Tyskerne storsjuskede her med bolden i bagkæden, hvor Sommer fik konkurrence af Dayot Upamecano og Benjamin Pavard i at foretage mystiske aktioner. Haaland fik foræret en gratis chance, men gæsterne fik med nød og næppe reddet kastanjerne ud af ilden.

Herefter opstod en længere fase, hvor City var i fin kontrol. De virkede tilfredse med den smalle føring, hvorfor det var op til Bayern at skabe kampen. De forsøgte sig, men det var som om, at de ikke havde de rette nøgler til at åbne City-defensiven op.

Men efter en mere rolig fase i kampen blev Bayern så langt om længe straffet for deres usikre opspil. Igen var det Upamecano, som sløsede, hvorefter Haaland kunne løbe frit imod mål, men i stedet for at afslutte selv, så demonstrerede Haaland i denne situation et køligt overblik.

Med en nærmest ”Messisk” aflevering løftede nordmanden kuglen imod modsatte kant, hvor Bernardo Silva stod klar, og pandede bolden i nettet. Et smukt mål hvor man normalt ville tænke, at de to hovedpersoners roller skulle være byttet om. 2-0 efter 70 minutter.

Nu så tingene pludselig enormt svære ud for de tyske gæster, som efterfølgende igen virkede mærkede af at have indkasseret. Og der skulle såmænd heller ikke gå ret længe, før det blev endnu værre for Bayern.

Et højt løftet indlæg blev sendt ind til John Stones, som slet ikke blev presset i duellen af Pavard. Han sendte bolden på tværs med pandebrasken til Haaland, som heller ikke blev markeret, og nordmanden scorede selvfølgelig. 3-0 og ydmygelsen nærmede sig for alvor for Bayern.

I 83. minut var det så også tæt på 4-0, da indskiftede Julian Alvarez sendte et kvalitetsskud afsted, som ikke var langt fra at overliste Sommer. Ikke længe efter var det igen tæt på, da Rodri sendte et flot hovedstød mod mål på et hjørne, men her diskede Sommer op med en lige så smuk redning.

Det blev således langt fra den jævnbyrdige affære, der var blevet spået på forhånd. Bayern bed fra i perioder, men gik komplet op i limningen til sidst, hvor ingen tog defensivt ansvar for at formindske nederlagets størrelse.

Det forblev dog ved 3-0, og Bayern skal efter kampens slutfase være glade for, at det ikke endte endnu værre. Tyskerne står dermed over for en ekstremt vanskelig opgave i næste uge i München.

City spillede en tæt på perfekt kamp, hvor både det offensive og defensive var ekstremt koncentreret og afstemt. City har det ene ben i semifinalen, og ligner nu i endnu større grad det bedste bud på en vinder af den ypperste europæiske turnering. Guardiola 1-0 Tuchel.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder