Brøndbys nye trøje møder modstand fra fanorganisation
Men skiftet vækker kritik i egne rækker, ikke mindst fra fanorganisationen Familien Brøndby, der på deres hjemmeside, nejtilgfh.dk, beskylder klubben for at svigte tidligere udmeldinger om ansvarlighed.
"Efter blot to sæsoner er løfter omkring ansvarlig spillekultur og samfundsmæssig forpligtelse blevet valgt fra til fordel for 'kommercielle aftaler, strategisk partnerskab og ambitioner'," lyder det i et indlæg under overskriften Den nye trøje er på gaden: Når ord og principper bliver til marketingstunts.
Organisationen henviser til sommeren 2023, hvor Brøndby indgik et samarbejde med Danske Spil og fremhævede en trøje fri for bettingreklamer. Dengang udtalte direktøren i Danske Spil, Karsten Fogh Holanng, at "den tomme plads på trøjen [er] en tydelig markering af, at pengespil skal udbydes, markedsføres og spilles med omtanke".
Brøndbys direktør Ole Palmå fulgte selv op med: "Vi ønsker at tage et ansvar i det samfund, vi er en del af."
Nu – lidt over to år senere – prydes trøjen af Betano-logoet. En udvikling, som Familien Brøndby kalder en "indlysende selvmodsigelse":
"Det er en indlysende selvmodsigelse at advare mod spil, mens spillere og fans skal agere levende reklamesøjler for et bettingselskab, der ovenikøbet har et ekstra blakket ry."
Organisationen retter en skarp kritik mod Betano og henviser blandt andet til deres aktiviteter i Tyskland, hvor selskabet tidligere er blevet dømt for at operere uden licens og for manglende overholdelse af regler om maksimumtab.
"Hykleriet er larmende. Man kan selvfølgelig ikke påberåbe sig, at man sikrer en ansvarlig spillekultur, samtidig med at man vifter med et kæmpe reklameskilt for et bettingselskab," skriver Familien Brøndby.
Fanorganisationen stiller i samme ombæring spørgsmålstegn ved hele klubidentiteten, når store idealer om fællesskab og ansvar, ifølge dem, viger for økonomisk gevinst:
"Det er alt sammen blot fine ord, der bliver hevet frem fra en kommunikationsplan, og smidt i skraldespanden det sekund der kommer nogen med en pose penge."