Hermansen-salg er nødtvungent for Leicester: Her er deres prisskilt
Leicester havde en svær 2024/25-sæson, hvor de rykkede ned fra Premier League og sammenholdt med økonomiske problemer, står klubben nu overfor en større genopbygningsproces.
En proces som den 25-årige danske landsholdsmålmand Mads Hermansen formentlig bliver en central del af, da Leicester er nødsagede til at lave en række profilsalg for at forbedre økonomien.
For ifølge det engelske medie Football Insider planlægger Leicester nu at acceptere bud på Hermansen, og de vil angiveligt acceptere bud imellem 131 og 175 millioner kroner.
Og Leicester har ifølge mediet gode betingelser for at holde fast i det prisleje, da Hermansen har skrevet en lang kontrakt med klubben, som først står til at udløbe i 2028.
Og et Hermansen-salg kan efter alt at dømme være nært forestående, da Leicester allerede er ved at kigge på en afløser til ham i form af den garvede klubløse 38-årige Asmir Begovic.
Leicester er hårdt pressede til at lave flere profilsalg hurtigst muligt, da de risikerer at få en pointstraf på seks point i Championship, hvis de ikke lever op til de finansielle fairplay-regler.
Flere PL-klubber har været sat i forbindelse med Hermansen i løbet af sommeren. Heriblandt har både Manchester United, Brentford, Chelsea, Everton og West Ham været nævnt.