Storklub trækker interessen: Dropper Højlund
Den danske landsholdsspiller Rasmus Højlund har i dette transfervindue lignet en spiller, der var på vej væk fra Manchester United.
Det lader dog til, at det er en svær opgave at finde en ny klub for angriberen. Senest har Inter været meldt på banen for at få fingrene i ham, men det er nu taget af bordet.
Det skriver The Athletic.
Her bliver der peget på, at efter Inter har fået fat i Ange-Yoan Bonny, så er interessen i danskeren aftaget.
Dermed bliver det altså ikke Inter, som Højlund kan sætte næsen op efter forud for den kommende sæson.
Bonny er kommet til Inter fra Parma for omkring 23 millioner euro, som svarer til ca 170 millioner kroner. Dermed er Champions League-finalisterne nu dækket ind på angriberfronten.
I den seneste sæson lykkedes det blot at score fire mål i Premier League for Rasmus Højlund, som efterfølgende altså har været på jagt efter en ny klub.
Højlund har kontrakt med United frem til sommeren 2028, hvor der er en option på et år yderligere.