Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Asbjørn Steffensen

Pierre-Emile Højbjerg - Fremskudt bryst og frie følelser

Den danske midtbane-motor har haft en vild udvikling, men nu står han klar til at tørne ud for det danske landshold i Qatars ørken.
I den Azerbadjanske aftenvarme faldt han på knæ i en smuk blanding af eufori og udmattelse. Med blikket rettet mod det samme tæppe, hvor han med krigerisk heltemod netop havde sikret sit land en plads i EM-semifinalen, gav han tårerne frit løb.

Det er på denne måde, at Pierre-Emile Højbjerg har vundet størstedelen af den danske fans’ hjerter. Ved at knokle røven ud af bukserne og altid give sig hundrede procent og samtidig være en mand, der følelserne siddende uden på tøjet.

Skolet af Guardiola
I alder af bare 16 år drog Højbjerg til mægtige Bayern München i Tyskland. Efter en sæson under ledelse af erfarne Jupp Heynckes, tog Pep Guardiola over og det skulle blive et vendepunkt for den danske teenager. Den spanske mestertræner tog nemlig Højbjerg under sine vinger og gjorde danskeren til sin lærling.

Konkurrencen på et stjernespækket Bayern München-mandskab var naturligvis ekstrem og spilletiden var derfor knap for unge Højbjerg. Men Guardiola havde set et lys og potentiale i ham og gav ham derfor flere gange muligheden for at komme ind og gøre en forskel.

Forholdet udenfor banen mellem de to parter blev også meget tæt, men intet varer som bekendt ikke for evigt. Højbjerg som den emotionelle mand, han er, stillede spørgsmålstegn ved sin rolle i klubben, hvilket Guardiola ikke tog pænt. Svaret tilbage var et ”fuck off” og en smækket dør.

Kæmpede for sin far
Man kan ikke tale om Højbjerg uden at komme ind på hans far, der har spillet en stor rolle i midtbanespillerens liv. Faren fik tilbage i 2013 konstateret kræft i maven, samtidig med Højbjergs karriere begyndte at tage fart.

Højbjerg har i et interview fortalt, hvordan han kæmpede for spilletid i Bayern München, for at kunne få råd til farens kræftbehandling. Klubben betalte noget af behandlingen men ikke det hele, og Højbjerg ville derfor med bonusser for spilletid på førsteholdet kunne betale resten selv. Han fik fire kampe, og tre af dem gjorde at han selv kunne betale resten af regningen.

Faren tabte desværre kampen mod kræften, men Højbjerg kæmper stadig den dag i dag videre for sin far, hvis største ønske var, at hans søn kom på det danske landshold. Han nåede ikke at opleve det, mens han endnu var i live, men har med garanti kigget ned fra oven med stolthed, i de 60 landskampe det indtil videre er blevet til for Højbjerg.

Fra lejesvend til anfører
Højbjerg blev lejet ud til Schalke 04 og Augsburg fra Bayern München, hvor han gjorde en god figur i Bundesligaen og blev kendt som den hårdtarbejdende danske midtbanespiller. Derfor valgte Southampton i 2016 at hente danskeren til det sydlige England.

I Premier League voksede danskeren og blev en bedre fodboldspiller ved at stå overfor de største fodboldspillere uge efter uge. Noget af det sidste, Southamptons tidligere manager, Mark Hughes, gjorde i klubben, inden han fik sparket, var at gøre Højbjerg til anfører. I resten af sin tid i Southampton bar den danske landsholdsspiller anførerbindet.

Den erfarne manager, Jose Mourinho, kunne se Højbjergs kvaliteter og valgte at hente ham til Tottenham i sommeren 2020. Han blev hurtigt motoren på London-klubbens midtbane og spillede samtlige minutter af Premier League sæsonen 2020/2021 som én af bare seks spillere i alt.

Siden er det kun gået én vej for Højbjerg i Tottenham, hvor han nyder stor succes med masser af spilletid. Han er en afgørende faktor for klubben og en af manager Antonio Contes første valg til startopstillingen. Denne sæson er han tilmed begyndt at score mål, hvor han senest sikrede klubben en førsteplads i deres Champions League-gruppe med et mål i overtiden mod Marseille.

Den danske viking
På det danske landshold har vi vænnet os til at se Højbjerg kæmpe 90 minutter og altid ofre sig for den rød-hvide trøje. Han fik chancen under Morten Olsen tilbage i 2014 i en træningskamp mod Sverige og blev fast starter på det danske landshold som bare 20-årig.

Under Åge Hareide havde Højbjerg et par, hvor han ikke var omkring landsholdet, men i 2019 fik han comeback og etablerede sig endnu engang som fast inventar i start-elleveren. Da Kasper Hjulmand overtog landstrænerjobbet, blev det starten på en ny æra i dansk landsholdsfodbold. Danmark har fået et af deres mest succesfulde landshold gennem tiderne og Højbjerg er generalen på midtbanen.

Og nu står Højbjerg og resten af det danske landshold foran en VM-slutrunde, hvor der er høje forventninger fra de danske fans. Men med sine brede skuldre, fremskudte bryst og spil på banen, vil Pierre-Emile Højbjerg gå forrest og gøre alt for at skabe et stort resultat for Danmark.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER