Barcelona fik ingen reVARnche
Det var en højintens affære, da FC Barcelona måtte nøjes med en pointdeling på Camp Nou.
Der var lagt op til storkamp på Camp Nou, da catalonierne tog imod sidste uges kampvindere fra Inter. Begge hold gik ind til kampen med intentionen om at hente alle tre point, og ifølge Barça-træner, Xavier Hernández, var opgøret en slags finale for holdet.
Barcelona startede med stort boldmæssig-overtag, dog uden at komme til de helt store chancer. Det skulle derimod vise sig at være Inter, der kom med kampens første store chance. En dødbold fra midtbanespilleren, Hakan Çalhanoğlu, ramte Edin Džeko dybt inde i feltet, som formåede at sparke bolden på overliggeren, der derefter ramte ned på mållinjen. Det var centimeter fra en 0-1-føring til Inter.
Selvom det primært var Inter, som i kampens første halve time kom frem til flest chancer med målpotentiale, så fik Ousmane Dembélé vist god sparketeknik i det 25’ende minut, da han 20-25 meter udefra tog chancen og fik sendt et godt skud afsted. Inters målmand, Onana, var dog skarp med en ægte tv-redning.
Kampbilledet i første halvleg var langt henad vejen en tro kopi af sidste uges opgør, da FC Barcelona, trods høj boldbesiddelse, ikke kom frem til lige så mange chancer som Inter. Det blev der dog lavet helt om på i halvlegens sidste 5-10 minutter, hvor Barcelona kom frem til flere skud på mål, heriblandt målet til 1-0.
Her var det Ousmane Dembélé, der fik sin sæsons første Champions League-mål. Sergi Robert var arkitekten bag målet, og fik sendt bolden forbi en sovende Mkhitaryan og direkte ind i fødderne på Dembélé, som sikkert sendt bolden i mål. Holdende kunne dermed gå til pause med en 1-0-føring til hjemmeholdet.
Kun fire minutter skulle der gå, før Inter fik udlignet til 1-1, da Nicolo Barella fik eksekveret på et flot indlæg fra Bastoni. Målet kom samtidigt som et resultat af miskommunikation i Barcelonas forsvar. Inter fortsatte presset og i det 55’ende minut headede Inters forsvarsspiller, Milan Škriniar, en farlig bold ind på Marc-André ter Stegen, der svarede igen med en verdensklasse redning.
Barcelona fik fortsat deres defensive rod i anden halvleg, og blev straffet som følge deraf i det 62’ende minut, hvor Lautaro Martínez veg sig udenom Eric García i forsvaret og sendte et perfekt skud i mål til en 1-2-føring.
Håbet var dog ikke helt ude for catalonierne, da Lewandowski fik lagt en tilfældig bold ind i feltet som han efterfølgende sendte i mål til 2-2 i det 82’ende minut.
Glæden var kort for hjemmeholdet da Inter knap fem minutter efter udligningen gjorde det til 2-3. Målet kom efter et langt udspark fra Onana til Lautaro Martínez, der lagde en tværpasning til Gosens, som stod helt fri i feltet og gjorde det til 2-3.
Kort tid efter var målmaskinen, Robert Lewandowski, igen klar i Inters felt, hvor han headede bolden i mål til 3-3. Inter svarede hurtigt igen og var tæt på at gøre en ende på Barcelonas Champions League-drømme, da Barcelonas forsvar endnu engang lavede en målfarlig-fejl, som resulterede i, at Lautaro Martínez stod alene med Marc-André ter Stegen i feltet. Stillingen blev dog fortsat 3-3.
Det højintense opgør endte 3-3, og dermed er situationen fortsat, at Inter bibeholder andenpladsen i Champions League-gruppen med tre point ned til Barcelona.