Er Benzema gået i stå?
Med Karim Benzema på banen har Real Madrid i de seneste par år, kunnet være næsten stensikre på mål. Men er målnæsen stadig intakt for den aldrende franskmand?
Real Madrid besejrede i går Shakhtar Donetsk 2-1 på Santiago Bernabeu, og står med ni point efter de første tre gruppespilskampe. Sejren kunne dog være blevet betydeligt større, hvis ikke det havde været for en atypisk uskarp Karim Benzema. Angriberen forspildte i går otte målchancer, og det spanske medie Marca spekulerer således i, om franskmandens formdyk bør være en større bekymring for de forsvarende Champions League-mestre.
Den 34-årige angriber var en sand målmaskine for madrilenerne i særligt sidste sæson, og han er af mange regnet som en af favoritterne til at vinde Ballon d’Or, som er en af de mest prestigefyldte individuelle priser, som uddeles årligt til den bedste fodboldspiller i verden. Men er hans uskarphed på det seneste udtryk for, at hans niveau langsomt er på vej ned af bakke?
Benzema er dog lige tilbagevendt fra en mindre skade, og spillede 90 minutter for anden gang i streg efter sin retur. Men Marca pointerer dog også, at han selv før skaden udviste begyndende uskarpe tendenser. I perioden fra Super Cup-finalen og frem til kampen imod Celtic hvor han pådrog sig skaden, scorede Benzema blot fire mål på 28 forsøg.
Altså skulle Benzema i gennemsnit bruge syv forsøg på at få bolden i nettet i denne periode. Det kan naturligvis blot være udtryk for et øjebliksbillede, men bør Real Madrid-tilhængere i virkeligheden være mere bekymrede for deres sæsonudsigter, hvis de ikke kan vide sig sikre på skarpheden fra deres spydspids?
Ballon d’Or-titlen bliver uddelt den 17. oktober, hvor det vil vise sig, om Benzema for første gang vinder den store pris.