Europa: Champions League
FT
5 - 1
(3 - 1)
Barcelona
Plzeň
F. Kessié (13), R. Lewandowski (34), R. Lewandowski (45), R. Lewandowski (67), F. Torres (71)
J. Sýkora (44)
Niklas Gerster

Optakt: FC Barcelona - Viktoria Plzen

FC Barcelona åbner i morgen aften deres Champions League-bal imod Viktoria Plzen, hvor de skal forsøge at rejse sig ovenpå sidste sæsons helt store skuffelse.
Kommentar:
Den catalanske storklub FC Barcelona tager i morgen aften hul på en ny sæson i Champions League, hvor de skal forsøge at ryste 2021/22-sæsonens store fadæse af sig. Her missede de spanske giganter på sensationelt vis avancementet til knockout-fasen, som de normalt regnes som selvskrevne til. I denne sæson har spanierne i den grad handlet i bestræbelserne på, at fiaskoen ikke gentager sig, da de har brugt enorme summer på at købe ny kvalitet til truppen. Robert Lewandowski, Jules Koundé, Andreas Christensen, Franck Kessie og Raphinha er de mest markante navne, der er blevet føjet til holdet.

Der har på flere områder været kaos i FC Barcelona på det sidste, da de på trods af deres store gæld har købt mange dyre profiler. Den ene opsigtsvækkende sag efter den anden har hængt som sorte skyer over catalonierne, og ledelsens handlinger har på mange måder fået fodboldtilhængere til at sætte spørgsmålstegn ved klubben ikoniske slogan ”mere end en klub.” Den løntunge profil Frenkie de Jong og danske Martin Braithwaite er forsøgt presset ud af klubben. Desuden har de solgt 25 procent af deres tv-rettigheder samt 49 procent af Barca Studios. Klubben har altså udøvet flere kontroversielle handlinger i forsøget på at indbringe økonomiske indtægter. Om de formår at fjerne fokus fra den negative omtale, ved at præstere på fodboldbanen vil vise sig. De er i hvert fald startet fint ud i La Liga, og de lægger ud imod en på papiret overkommelig modstander i Champions League.

De tjekkiske mestre Viktoria Plzen er holdet, der gæster Camp Nou i morgen aften. Klubben fra 1911 er ikke uden erfaring i den store turnering, som de deltager i for fjerde gang. I en af deres optrædener i turneringen mødte de faktisk også netop FC Barcelona. Det var tilbage i 2011/12-sæsonen, hvor tjekkerne tabte henholdsvis 2-0 og 4-0. Viktoria Plzen grundlagde deres seneste mesterskab på en suveræn stærk defensiv, hvor de blot lukkede 21 mål ind i 35 kampe. En stil de ser ud til at fortsætte med i den hjemlige liga, hvor de er startet fremragende. 16 point ud af 18 mulige er det blevet til, og kun fire scoringer er gået ind på dem.

Om jerndefensiven rækker til, at tjekkerne på nogen måde kommer til at udfylde en nævneværdig rolle i den største europæiske klubturnering, vil vise sig. De indtager suverænt rollen som underdogs i puljen, hvor også Inter og Bayern München er at finde. Intet andet end tre point vil blive accepteret af FC Barcelona-tilhængerne på hjemmebanen imod de undertippede tjekkere. Men kan de levere varen, eller kan den kompakte defensiv drille spanierne?

Karantæner og skader:
FC Barcelona-truppen er nærmest fuldkommen fit, og det er kun Ronald Araujo, som er tvivlsom til opgøret. Mere skidt står det til for tjekkerne, som mangler en spiller i hver kæde. Angriber Jan Kliment, midtbanespiller Jan Kopic og forsvarsspilleren Radim Reznik er alle ukampdygtige til opgøret.

Bud på kampens profil:
Der er i stigende grad blevet lagt mere ansvar på stortalentet Pedri, hvilket blandt andet er blevet manifesteret ved, at den blot 19-årige spanier er blevet tildelt nummer 8 i denne sæson. Et nummer som tidligere er blevet båret af selveste Andrés Iniesta. Man må forvente, at Viktoria Plzen kommer til at forsvare meget lavt, og derfor kan Pedri med sine finurlige pasningsevner blive en vigtig opskrift på succes for Barcelona. Der vil formentlig blive meget lidt rum at spille i, og derfor spås Pedri til at få en afgørende rolle som dåseåbneren for hjemmeholdet.

Bud på kampens resultat:
Det virker ikke utænkeligt, at sidste sæsons spøgelser med skuffelsen i Champions League vil komme til at sætte sig en smule i hovederne på Barcelona-spillerne. Omvendt er de naturligvis kæmpe favoritter, og derfor bliver buddet, at spanierne vinder en smal 2-0-sejr. Kampen fløjtes op klokken 21.00, og kan ses på TV3 Max.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER