Fodbold nyheder

Palermo bliver opkøbt af City Football Group

Af Christian Bang Jensen

Holdingselskab City Football Group, der blandt andet ejer Manchester City, har købt aktiemajoriteten i det italienske galehus Palermo, som er rykket op i Serie B forud for denne sæson.

Article image
Ritzau-Scanpix

De arabiske ejere af Manchester City er ikke kun til stede i en af Englands største klubber. De har aktiemajoriteten i flere klubber over hele verden, og nu kan de også føje en italiensk klub til samlingen. Mandag er det blevet bekræftet, at den italienske klub Palermo, er blevet en del af City Football Group.


- Palermo er en fantastisk og historisk klub med en stærk og stolt identitet. Vi vil arbejde med præsident Dario Mirri og fortsætte hans fantastiske arbejde med at få Palermo til at vokse bæredygtigt i de kommende år. Det er en virkelig speciel klub, og vores rolle vil være at tilføje værdi til alle de ting, der gør det så specielt, og kontinuerligt forbedre præstationen på og uden for banen, udtaler Ferran Soriano, der er formand for City Football Group ifølge klubbens hjemmeside.

Foruden Manchester City og nu Palermo har City Football Group også aktiemajoriteten i australske Melbourne City FC, amerikanske New York City FC, franske Troyes, belgiske Lommel, spanske Girona, indiske Mumbai City FC og Montevideo City Torque i Uruguay. Dertil er de også at finde ved bestyrelsesmøderne i kinesiske Sichuan Jiuniu FC og japanske Yokohama F. Marinos.

Palermo, der blandt andet har været med til at forme og uddanne det danske landsholds anfører, Simon Kjær, bliver ofte refereret til som en af Italiens største kaosklubber, hvor trænere og spillere hyppigt bliver skiftet ud, og hvor nedrykninger økonomiske nedture ofte er et tema.

Helt galt gik det i 2019, hvor klubben gik konkurs og måtte en tur ned i den fjerde bedste række. Nu har klubben dog kæmpet sig op i den næstbedste række og kan se frem til at få en god håndsrækning videre mod Serie A fra de nye ejere der kommer med stor erfaring.

Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik