Benzema stod i mesterlære hos Ronaldo
Den brandvarme 34-årige franske angriber fortæller nu om sin tid i angrebet med Ronaldo. Han lærte et trick eller to af portugiseren.
- Når jeg så hvad han gjorde, prøvede jeg at koncentrere mig om hans bevægelser. Driblingerne, afslutningerne, pasningerne, hans boldbehandling. Jeg dissekerede alt omkring ham.
Det tyder på at Benzemas succesfulde sæson hos Real Madrid, bl.a. udspringer af stor inspiration fra 37-årige Ronaldo. Goal har bragt en historie, hvor Benzema tildeler portugiseren stor kredit, for de færdigheder han har opnået, og det tyder på at franskmandens detaljerede studier af Ronaldo, nu for alvor har båret frugt. Benzema har leveret sin vel nok bedste sæson nogensinde, da han har noteret sig for 27 La Liga-kasser samt svimlende 15 mål i Champions League. Derudover er han topfavorit til at vinde Ballon d’Or.
I samme ombæring åbner Benzema også op om en svær start i den spanske gigantklub, hvor præstationerne ikke ligefrem indikerede, at Benzema skulle opnå det tårnhøje niveau, vi ser nu.
- Den første sæson og især de første seks måneder var enormt svært, da jeg var alene, og ikke talte sproget, så alt var kompliceret. Jeg kom ind i en ny verden med et nyt hold og en anden type fodbold. Heldigvis gav jeg ikke op.
Det var altså ikke så rosenrødt for Benzema i den første tid i Real Madrid, men nu ser vi for alvor, hvad hans mentalitet og træning har ført til. Men hvis man skulle tænke, at Benzema nu er mæt og tilfreds, kan man godt tro om igen. Han påpeger, at der stadig er en masse ting, han gerne vil have føjet til sit CV endnu. Han nævner, at han gerne vil vinde både VM samt flere titler og især flere Champions League-trofæer.