Trænerrokade undervejs i Superligaen?
AaB-træner til svensk fodbold, kan sende Randers-træner til AaB og Randers på markedet efter ny træner
En mindre trænerrokade kan meget vel være undervejs i den danske superliga. Torsdag aften skrev den svenske avis, Expressen, at den svenske klub Hammerby er yderst interesserede i at hente AaB-træner Marti Cifuentes til klubben. Expressen skrev samtidig, at det kun er de sidste detaljer som mangler, før en aftale er på plads.
Dette har sendt AaB på jagt efter en mulig afløser, og her skulle valget være faldet på Randers´ succesfulde træner, Thomas Thomasberg. Det skriver Ekstra Bladet. Randers´ sportsdirektør Søren Pedersen bekræfter denne interesse i klubbens træner, men udtaler dog samtidig, at der ikke foregår nogle forhandlinger i øjeblikket.
- Jeg ved, at der er interesse fra AaB for Thomasberg, men derudover er der ikke så meget, jeg kan tilføje på nuværende tidspunkt. Der er ingen forhandlinger med AaB. Men det kan være, at vi henover weekenden bliver klogere på, hvad der kommer til at ske, siger Søren Pedersen til Randers Amts Avis, som dog ikke afviser, at Thomasberg kan ende med at være fortid i Randers, men at dette vil komme til at koste en sum penge for den købende klub.
- Det er klart, at når vi har en længerevarende aftale med Thomasberg, så er det fordi, at vi har lagt planer med ham langt frem i tiden. Derfor skal vi selvfølgelig også kompenseres på en eller anden måde, hvis han ikke skal blive her. Men kommer det dertil, sætter vi os ned og finder ud af, hvad der måtte være den bedste løsning, siger Søren Pedersen.
Randers og Thomas Thomasberg står foran en spændende sportslig tid, da klubben møder engelske Leicester City i 1/16-finalerne i UEFA Conference League.