Fodbold nyheder

Sir Alex Ferguson – 80 år

Af Torsten Brix

Dette kunne have været en nekrolog, efter fodboldlegenden i 2018 blev ramt af en hjerneblødning. Skotten overlevede og kan nu fejre sin 80-års fødselsdag… efter et langt liv med ”Football – bloody hell”.

Article image

Blot 20 % chance for at overleve gav lægerne på hospitalet i Salford til den daværende 77-årige Sir Alex Ferguson i 2018, da han ankom til hospitalet med en hjerneblødning. Manchester United-legenden overlevede som bekendt, og fra hospitalssengen gav han tilladelse til, at sønnen Jason kunne påbegynde dokumentaren ”Never Give In”. Samtidig fik Sir Alex en notesblok, hvor han skulle skrive minder i, men disse notater blev ikke særlig tydelige – bortset fra et ord: remember!


Hvad er det så, at Sir Alex vil blive ”husket” for… han startede med at vinde tre mesterskaber med Aberdeen, men det er tiden i Manchester United, som man kender ham fra og her blev tingene gjort på Sir Alex Fergusons måde – ellers var det ud af vagten.

Som da Paul Ince en forårsdag i 1995 trådte ind på Manchester Uniteds træningsanlæg, som han havde gjort på daglig basis fire år før det. Han var frisk og frejdig, humøret var i top og han gik og drillede sine holdkammerater, hvilket den altid højlydte spasmager havde for vane. Men denne dag havde han dog et ekstra kort i ærmet. Stolt og med et stort smil på læben viste han holdkammeraterne sine nye fodboldstøvler. På snuden af dem var skrevet 'The Guvnor', som kan oversættes med ”Chefen”. Sir Alex Ferguson var dog ikke imponeret. Han kiggede på sin centrale midtbanespiller og sagde med en sammenbidt stemme: 'I'll show you who's the fucking guvnor' – og få måneder senere var Ince solgt til Inter.

Sådan var det altid med Sir Alex Ferguson. David Beckham røg ud, da han var på sit absolut højeste fodboldmæssige niveau. Beckhams kone og offentlige profil var for meget for Ferguson, og Beckham blev solgt til Real Madrid. Samme historie har gentaget sig flere gange – de mest kendte eksempler er, udover Beckham og Ince, for eksempel Ruud van Nistelrooy, Roy Keane og Jaap Stam. Dogmet 'Ingen er over klubben' levede Ferguson altid efter og praktiserede.


Wenger og BBC fik vreden at føle
Kontroversielle udtalelser og 'mindgames' var også noget, som den skotske legende mestrede. Et af de højst profilerede og konkrete eksempler er Fergusons rivalisering med Arsenals franske manager Arsène Wenger.


Kort efter franskmandens ankomst til engelsk fodbold tilbage i 1996, begyndte de engelske medier at få stor interesse for London-klubben. Wenger kunne tale fem sprog, kom fra japansk fodbold og fremstod med en meget udviklende trænerstil, hvilket blandt andet betød, at hans spillere kravlede rundt på træningsbanen, spillede 'håndbold' med en fodbold og mange andre alternative øvelser. I kraft af denne proaktive stil og Wengers akademiske træk døbte de engelske medier hurtigt franskmanden som 'fodboldprofessoren'. Da Ferguson blev bekendt med kælenavnet, smilede han blot, og på et efterfølgende pressemøde sagde han:

- De siger, at han er en intelligent mand, ikke? Jeg har en 15-årig dreng fra Elfenbenskysten, og han taler også fem sprog.

Wenger kunne tale fem sprog, men tog ikke stikpillen med det samme. Da franskmanden nogle måneder senere beklagede sig over, at Uniteds kampprogram altid var bedre end Arsenals, åbnede Ferguson for alvor rivaliseringen med ordene:

- Wenger er en nybegynder. Han burde holde sig til at udtale sig om japansk fodbold.

Krigen var hermed i gang og udviklede sig til nye højder i de følgende sæsoner, hvor de to klubber var mesterskabsrivaler i flere sæsoner.


Bestikkelsessagen der blev glemt
Specielt på sine ældre dage blev Ferguson kendt for at tilsvine dommerpræstationer og udtale sig negativt om modstandere. Blandt andet fik Liverpools tidligere manager Rafael Benitez denne vrede at føle. Men det fik selveste BBC også. En historie, der med al tydelighed viser, hvor kontant, principfast og stædig Sir Alex Ferguson kunne være.

I 2004 bragte Tv-stationen en dokumentarfilm med titlen 'father and son'. Den beviste, hvordan Fergusons søn Jason var en korrupt fodboldagent, der ved hjælp af sin fars indflydelse i Manchester United fik fede handler i hus og blandt andet benyttede sig af lyssky metoder som betaling af sorte penge osv. Programmet sendte Ferguson helt op i det røde felt:

- BBC har lavet en historie om min søn, som er det rene volapyk. Det handlede om opdigtede ting som brune papirsposer (som indeholdte kontanter, red.) og sådan noget pjat. Det var et ulækkert angreb på min søns værdighed, og det burde han aldrig være beskyldt for.

Hermed startede en syv år lang boykot af Englands største Tv-kanal. United-assistenterne Carlos Quiroz og Mike Phelan tog sig herefter af BBC-interviews, og da Ferguson af det engelske fodboldforbund fik påbudt at tale med kanalen, fortsatte han ufortrødent boykottet, og Manchester United annoncerede, at de ville betale de bøder, som Ferguson måtte indkassere som konsekvens. Hele sagaen endte i 2011, da Ferguson mødtes med BBC's ledelse og fik en aftale på plads.

Situationen vidner eftertrykkeligt om, hvor meget magt Ferguson havde fået i England, men også det faktum, at bestikkelsessagen aldrig fik de konsekvenser, som den kunne have fået, hvis ikke Ferguson havde været en del af den.


De Gea, Rooney, Ronaldo og de loyale væbnere
Efter en Champions League-kamp imod Benfica havde Manchester United fået et heldigt point med danske Anders Lindegaard på mål. Nyindkøbte David de Gea havde i de foregående kampe præsteret på et tvivlsomt niveau, og derfor ville ITV's kvindelige journalist efter kampen vide, om Lindegaard, i kraft af sin flotte præstation, også skulle stå imellem stængerne i weekendens opgør mod Chelsea. Ferguson kiggede vredt på intervieweren, holdt en kort pause og spyttede så nærmest ordene ud:

- Overhovedet ikke. David de Gea spiller på søndag. Hvorfor stiller du sådan et spørgsmål? Du leder jo efter små idiotiske ting.

I et efterfølgende interview beskyldte Ferguson de engelske medier for at være ude på at ødelægge de Gea via en hetz. En genkendelig reaktion fra Ferguson, som mange andre gange, hvor han beskyttede sine spillere.

Da Eric Cantona i 1995 fik en lang karantæne for sit berømte karatespark på en Crystal Palace-tilskuer, bakkede Ferguson op om sin franske perle. Det samme skete, da Rio Ferdinand i 2004 påbegyndte en otte måneder lang karantæne grundet en misset dopingtest. Et stort antal spillere har ad flere omgange udtalt sig om deres fader-søn forhold til Ferguson, der blev kendt for sine til tider brutale og omfattende forsvar af spillere, der røg igennem den hårde engelske mediemølle.

Kort tid efter, at Cristiano Ronaldo ankom til Manchester som blot 18-årig, døde hans far. Et hårdt slag for en så ung mand, der i den efterfølgende tid havde det meget svært i England. Ronaldo har efterfølgende fortalt, at Ferguson var grunden til, at han fortsatte karrieren i England. De to udviklede i den efterfølgende tid et far-søn-forhold, som de har bibeholdt og Ferguson var grunden til, at superstjernen endte tilbage til Manchester United og ikke hos rivalerne fra City.

Samme historie udspillede sig med Wayne Rooney, som Ferguson hjalp med alt fra økonomisk rådgivning til forsvar af sin til tider brutale adfærd på fodboldbanen. Der har aldrig været tvivl om, at det er en adfærd, som Rooney har fået på puklen for af Ferguson i enerum, men foran pressen har Ferguson forsvaret Rooney, som han altid har kaldt for 'en god dreng'.

Loyalitet er nøgleordet i Alex Fergusons omklædningsrum. Spillere som Nicky Butt, Paul Scholes, Ryan Giggs, Neville-brødrene, Wes Brown, Darren Fletcher, John O'Shea er alle eksempler på spillere, der med større eller mindre fodboldtalent var faste skikkelser på Uniteds mandskab på grund af deres loyalitet over for Ferguson, klubben og det spilkoncept, som Manchester United praktiserede. Man kan være nok så god en fodboldspiller, men hvis man føler sig hævet over klubben, så er der kontant afregning.

Det blev for eksempel eksemplificeret i Ronaldos første tid i United, hvor Fletcher i en periode spillede højre kant i stedet for portugiseren, da han gang på gang driblede rundt om sig selv i stedet for at aflevere som aftalt. Et eksempel blev statueret – for godt nok var Fletcher ikke just en succes på højre kanten, men han holdt de taktiske aftaler – og Ronaldo havde forstået lektionen.

Og det er måske dette, der var en af de helt store succeser hos Ferguson. Han formåede ikke at lade sig trække rundt i manegen af de store personligheder, som en klub som Manchester United utvivlsomt havde og ville udvikle. Han formåede at være principfast og modig.

Skotten har taget utallige beslutninger, som i øjeblikket har virket groteske. Selvfølgelig har der været fejlskud imellem, men for det meste var der en mening med 'galskaben'. Det betød også, at trofæerne kom i en lind strøm, og at han aldrig mistede respekten og opbakningen fra de fleste spillere. Roy Keane smækkede godt nok med døren, da han tog til Celtic, og i ”Never Give In” siger Ferguson om sin frygtindgydende personlighed:

- Ja… bestemt. Det var den bagage, jeg måtte bære! Nogle gange er det gået for vildt for sig, men man må godt miste besindelsen af de rette årsager. Min erfaring er, at mennesker gerne vil gøre tingene på den letteste måde, men accepterer man dette som leder, så vil der igen komme en dårlig præstation af dem.


Pogba og nytårsaften i 2011
En af de største fejl af Sir Alex var, da han netop på sin fødselsdag nytårsaften 2011 ikke fik samlet op på Paul Pogba, som han havde degraderet på United-holdet. Efter nederlaget til bundholdet Blackburn på 2-3 bestemte Pogba sig for at skifte transferfrit til Juventus. Hele kampen så den unge franskmand fra bænken, og i stedet brugte Sir Alex den tilbagekaldte Paul Scholes og forsvarsspilleren Rafael da Silva blev også flyttet ind på den centrale midtbane. Efter kampen skyndte Sir Alex sig til sin fødselsdagsfest og fik ikke talt med Pogba, hvilket var en gigantisk fejl, der blev kostbar for United.

I 2013 stoppede Sir Alex Ferguson i Manchester United og kunne smykke sig med det flotteste eftermæle efter et liv med fodbold, og hans citat efter Champions League-finalen i 1999 kan ikke være mere rammende… ”Football – bloody hell”.



Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik