Hvem traf afgørelsen om at spille Finland-kampen færdig?
Ny dokumentar slår fast, at landsholdsanføreren Simon Kjær ikke var klar nok i hovedet til at træffe en korrekt beslutning – men alligevel fortryder han noget…
Kampen i Parken var set frem til meget længe, og indtil der var spillet 42 minutter og 11 sekunder lignede det en mulig tiltrængt folkefest. En fest hvor de danske spillere lige pludselig viste stor medmenneskelighed og som en flok store kammerater samt nogle rigtige mandfolk, men kampen skulle aldrig have været færdigspillet – en time efter hændelsen. Man kan måske også passende spørge… hvis ikke en hændelse som denne skal aflyse en kamp for at spille den senere, hvad skal der så til for at dette kan ske?
Sådan skrev Indkast.dk i disse linjer, kort efter sommerens dramatiske EM-kamp imod Finland var færdigspillet. En kamp hvor Christian Eriksen faldt livløs om i græsset omkring sine holdkammerater og vendte tilbage til livet igen.
Lederen hed Ikke en magisk aften – men et mareridt… som aldrig skulle have været færdigspillet. I timerne og dagene efter kampen har Indkast.dk aldrig oplevet så mange reaktioner på en artikel som denne, og mange mente, at vi var helt skæv på den, når vi mente, at kampen ikke skulle færdigspilles.
Nu nærmer 2021 sig sin afslutning og dermed kigger man også tilbage på det forgangne år, og i DR’s glimrende dokument ”Landsholdet bag kulissen” fortæller landsholdsanføreren og den nære ven til Christian Eriksen – Simon Kjær – om situationen i Parken.
- Vi skulle aldrig nogensinde have spillet den kamp færdig. Vi skulle have sat os ind i bussen og været kørt hjem. Der var ikke en eneste nede i det omklædningsrum, der var i stand til at tage en beslutning om, hvad vi skulle.
I den føromtalte leder står der også:
- Beslutningen om, at kampen skulle spilles færdigt, var forkert og på grænsen til det groteske, hvilket bedst kan illustreres ved, at beslutningen om, at kampen skulle spilles færdig – ifølge DBU – blev taget af de to holds anførere. Glem nu ikke at den danske anfører Simon Kjær måtte udgå af kampen. Det virkede til, at han ikke kunne spille under omstændighederne – så hvordan kan han kort forinden have insisteret på, at kampen skulle spilles færdigt.
DBU hævdede, at Simon Kjær var en del af beslutningen sammen med den finske anfører, men i så fald var den danske anfører ikke klar til den, og han siger også i dokumentaren:
- Jeg ville godt kunne lave den beslutning om i forhold til, hvad vi gjorde, og så have været ligeglad med resultatet og konsekvensen af det. Vi var ikke et sted, hvor vi kunne spille en fodboldkamp eller tage en beslutning om, hvad vi skulle.
Dette bekræfter Indkast.dk’s tese om, at Kjær ikke var den korrekte til at tage beslutningen, for som vi skrev:
- Vigtigst er naturligvis, at Christian lever, men beslutningen om at fortsætte kampen var altså helt forkert og næppe en som Simon Kjær har truffet – imens han har været ved sine fulde fem. Fodbolden blev lige pludselig ligegyldig, er den korrekte holdning, og hvis den er ligegyldig, så skal den ikke spilles! Efter kampen sagde landstræner Kasper Hjulmand på pressemødet, at flere spillerne efter kampen var brudt sammen i omklædningsrummet efter en traumatisk oplevelse… disse spillere skulle ikke have spillet den kamp færdig – punktum.
Det efterlader blot et spørgsmål tilbage – hvem traf beslutningen om at spille videre?