Euforien fortsætter: DBU melder udsolgt til landskampe
Både landsholdets kamp mod Østrig i Parken den 12. oktober og kampen mod Færøerne i november er allerede udsolgt, meddeler DBU.
Euforien omkring det danske landshold vil ingen ende tage. Faktisk har den nået nye højder, og det lader til, at kærligheden til de rød-hvide drenge er blevet større og større siden det fantastiske EM på hjemmebane tilbage i juni, hvor der opstod en magisk effekt om landsholdet.
Således blev Danmarks to overstået kampe i Parken mod henholdsvis Skotland og Israel i VM-kvalifikationen spillet for fyldte tribuner – og sådan bliver det også til de næste to kampe mod Østrig og Færøerne.
DBU meddeler nemlig onsdag i en pressemeddelelse, at lamperne er røde, og dermed er der udsolgt til landsholdets kommende to kampe på hjemmebane, hvor Parken indtil videre har været lidt af et fort i VM-kvalifikationen.
Hos DBU kan man ikke få armene ned over opbakningen til landsholdet, og de er glade for, at fansene bakker op om hele nationens hold.
- De to udsolgte hjemmebanekampe i Parken efter EM har været magiske. Stemningen blandt fansene har nået et højdepunkt, jeg ikke har oplevet før, og spillerne har givet igen med hilsner og masser af mål, forklarer DBU-fankoordinator Anders Hagen i pressemeddelelsen.
Danmark har efter de første seks kampe i VM-kvalifikationen maksimumpoint med 18 ud af 18 mulige og en imponerende målscore på 22-0.