Celtic-fans' håb: Viborg-profil nævnes som drømmesigning
I et blogindlæg på The Celtic Star bliver 24-årige Serginho – med det borgerlige navn Sergio Pereira Andrade – fremhævet som en spiller, Celtic "burde være helt over" denne sommer.
Siden skiftet til Viborg FF i 2023 har han leveret imponerende 34 målpoint i 60 kampe i Superligaen, fordelt på otte mål og hele 26 assists. Den tidligere Benfica U23-spiller beskrives som en underholdende spiller, der trives med bolden og kan skabe chancer fra begge kanter.
Celtic har netop solgt Nicolas Kühn til Como for omkring 150 mio. kroner og mangler ifølge bloggen en ny offensiv kreatør. Her nævnes Serginho som en ideel afløser – især fordi han skulle kunne hentes for cirka 4 millioner pund (35 mio. kroner), da han kun har ét år tilbage af sin kontrakt med Viborg.
”Han er en spiller, der får folk op af sæderne og kan låse selv de mest kompakte forsvar op,” lyder det i teksten, der samtidig maner til forsigtighed, når man kun har videoklip at vurdere ud fra – men understreger, at Serginhos statistik taler sit tydelige sprog.
Viborg-profilen har endnu ikke været konkret kædet sammen med Celtic fra officielle kilder, men ønsket fra fansene er klart: De håber, klubben handler, før en anden gør det.