Fodbold nyheder

Harry Kane - otte ord

Af Torsten Brix

Den engelske landsholdsanfører gjorde alt for at komme væk fra Tottenham, men det lykkedes ikke, og nu er han klar til at lave mål for London-klubben igen, som han har gjort 237 gange før…

Article image

- I will be staying at Tottenham this summer!

Dette var det meget overraskende Tweet fra Harry Kane. Tweet’et kom pludseligt midt i en periode, hvor den ombejlede angriber ellers havde været sat i forbindelse med mange af Europas største fodboldklubber, men den engelske landsholdsanfører fik ikke lov til at forlade Tottenham af den ærgerrige bestyrelsesformand Daniel Levy.

Tilbage i maj havde Kane ellers gjort det klart, at han ønskede at forlade London-klubben for at finde en klub, som havde større chancer for at vinde trofæer. Han følte, at han havde en gentlemanaftale med Levy og kunne forlade klubben, men sådan blev det ikke, selvom Manchester City stod klar med mange penge – både til Tottenham og Kane. Han udeblev fra Tottenhams sommertræning og gemte sig i stedet på Bahamas. Derfor deltog Kane ikke i 1-0-sejren over netop Manchester City, men efter kampen slog Pep Guardiola fast, at Tottenham ikke ønskede at forhandle om et muligt køb af Kane, og derfor blev der ingen handel.

Dette blev starten på det berømte tweet, som fik stor glæde frem hos de mange Tottenham-fans. En af disse sendte et billede til mig uden nogen tekst, men det var også overflødigt, for betydningen var ikke til at tage fejl af. Kane ville blive i Tottenham, men hvorfor er Kane så vigtig for Tottenham?

Tottenham har jo tidligere solgt Gareth Bale rekorddyrt og han blev ikke savnet grundet alt for mange skader i Real Madrid, men det er anderledes med Kane – ikke mindst fordi han også er engelsk landsholdsanfører. Derudover har han virkelig skrevet sig ind i deres historiebøger, som i julen 2018 hvor han med to hattricks på tre dage kom op på 39 Premier League-mål i samme kalenderår og dermed slog Alan Shearers gamle rekord. Samtidigt sluttede han også 2017 med at være den mest scorende spiller i Europa, og det er første gang i syv år, at den titel ikke tilfaldt Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi.


En af Arsène Wengers største fejltagelser
Harry Kane er dog ikke den type spiller, som man allerede fra barnsben kunne se havde kurs mod stjernerne. I en alder af otte år startede han i Arsenals ungdomsakademi, men efter blot en sæson blev han fristillet og slukøret måtte han vende tilbage til Ridgeway Rovers, som var klubben, hvor Harry Kane for første gang snørede et par fodboldstøvler.

I 2015 indrømmede Arsène Wenger, at han var skuffet over, at man valgte at sige nej til den unge Harry Kane. På det tidspunkt var det nok gået op for franskmanden, at Harry Kane kunne have pyntet i Arsenals angreb. Det var dog ikke kun Arsenal, som gav Kane et afslag til at starte med. Tottenham tilbød ham en prøveperiode, men Spurs kunne heller ikke se, at det store talent i unge Kane. Et par år senere besluttede Tottenham sig dog for at tage et kig på Kane igen, og denne gang havde han heldet med sig. Det må have været fryd og gammen for Kane at få chancen på Tottenhams ungdomshold, for ifølge ham selv, så har han altid været Tottenham-fan:

- Det meste af min familie er Spurs-fans, og jeg er vokset op et kvarter fra deres stadion, så det har altid ligget i kortene, at jeg også skulle blive Spurs-fan, sagde Harry Kane.


Middelmådig midtbanespiller
Selvom Harry Kane nu var i rækkerne hos sin favoritklub, så spillede han fra starten ikke på sin favoritplads i angrebet. Angrebspladsen har altid været Kanes foretrukne, og han har nævnt Teddy Sheringham som hans barndomsidol. Kane har altid syntes, at Sheringham var en fantastisk afslutter, og han nævner ham som en rollemodel i hans evne til at score mål. 


Kane blev i stedet placeret på den offensive midtbanespiller i sin første tid på ungdomsholdene i Tottenham, men han skilte sig ikke rigtig ud. Han var middelmådig. Kane havde ikke meget fart, han var ikke særlig stor, men dem, som trænede Kane noterede sig hans evige iver for at forbedre sig selv, og det gav pote i 2009, da han i en alder af 16 år underskrev en ungdomskontrakt med Spurs. Kanes ungdomstræner fra Spurs-tiden, Alex Inglethorpe, beskriver den unge Kane sådan her:

- Da han kom på U18-holdet for første gang som 15-årig, lagde man mærke til ham fordi han fremstod ranglet. Men når man tog et nærmere kig på ham, så havde han gode evner og en god teknik. Jeg tror, folk var overraskede over, hvor god han var.

Herefter tog det fart, og i den efterfølgende sæson fik man for alvor den Harry Kane, som vi kender at se. Han scorede han 18 mål i 22 kampe for Tottenhams U18-hold og klubben valgte at belønne ham med hans første professionelle kontrakt.


Varmede bænk med Jamie Vardy
Tottenham var godt klar over, at det var alfa og omega for Harry Kane at komme ud og få spilletid, hvis man i fremtiden skulle få glæde af Kanes enorme potentiale. Man udlånte ham derfor til fire forskellige klubber på godt og vel to år med blandet succes. Han fik vist sin målnæse i Leyton Orient og Millwall, mens han havde svært ved at få spilletid i Norwich. Man sendte ham derfor til Leicester, hvor det gik lidt bedre, men her varmede han stadigvæk for det meste bænken sammen med Jamie Vardy.

Angriberen vendte tilbage til Tottenham i 2013/2014-sæsonen, og scorede kort efter sit første mål for klubben i en Capitol One-kamp mod Hull. Kort efter fik han sin første start i Premier League mod Sunderland, og her kvitterede han med en scoring og han fulgte op med at score i de to efterfølgende kampe.


One season wonder
Kane fik en mere permanent plads omkring holdet i 2014/2015-sæsonen, og han scorede fint med mål i alle turneringerne og sluttede sæsonen med 21 Premier League-mål, selvom det første mål først faldt i november. Kane udtalte, at han i den sæson havde opnået mere, end han havde forventet at gøre hele sin karriere.

Kanes far er født i Irland, og sønnen havde derfor muligheden for at tørne ud for irerne. Han valgte dog at se Englands vej, og Roy Hodgson udtog ham til kampe mod Litauen og Italien i marts 2015. Kane blev skiftet ind i anden halvleg i kampen mod Litauen, og blot 80 sekunder senere havde Harry Kane scoret. Den efterfølgende kamp mod Italien startede angriberen inde ved siden af Wayne Rooney. Forventningerne var tårnhøje til Kane i den efterfølgende sæson, men efter ikke at have fundet vej til målet i august, så gav man ham prædikatet ‘One Season Wonder'. I slutningen af september 2015 fik han scoret sæsonens første mål, og han sluttede sæsonen med 25 mål. Det var dog ikke nok til at vinde mesterskabet, som i stedet endte i Leicester.

Resten er sådan set historie omkring Kane. Han har lavet masser af mål, men på trods af sin personlige succes for Tottenham og England, så mangler han stadig at vinde noget. Kane har vundet adskillige individuelle priser, men hvis han er i besiddelse af et trofæskab til kollektive trofæer, så er det meget tomt.


Kan Spurs holde på Kane?
Statistikkerne omkring Harry Kane taler sit klare sprog. Hvis han ikke er verdens bedste angriber, så er han i hvert fald en af dem. I takt med at Kane manifesterer sig som en af verdens bedste angribere, så må hans egne ambitioner også stige, og Kane må have en klar drøm om at vinde trofæer med klubholdet. Spørgsmålet er, om han kan det i Tottenham? Kan Kane udvikle sig til verdens bedste angriber eller måske verdens bedste fodboldspiller i Spurs?

Kane lever et stille og roligt liv i England. Han drikker ikke alkohol og han går ikke på diskoteker. I stedet bruger han mange timer på den lokale golfbane og den bliver ikke skiftet ud i fremtiden, da han har lovet troskab til Tottenham – efter han har scoret 237 mål… og skrevet otte ord…

Mere om Harry Kane

Mere om Tottenham

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik

Champions League - Dortmund - Sporting CPChampions League - Milan - Atlético MadridChampions League - Paris SG - Manchester CChampions League - Porto - LiverpoolChampions League - Real Madrid - SheriffChampions League - Atalanta - Young BoysChampions League - Bayern München - Dynamo KievChampions League - Benfica - BarcelonaChampions League - Juventus - Chelsea