Åbent hus i PSG – salg skal finansiere storindkøb
Paris Saint-Germain er åbne overfor salg af de fleste af klubbens spillere. Der skal bruges finansiering til store indkøb.
Den franske storklub, Paris Saint-Germain har allerede været særdeles aktiv i sommerens transfervindue. Profiler som Hakimi, Wijnaldum, Donnarumma og Sergio Ramos er blevet hentet til klubben, men klubben har stadig to store sommertransfermål.
Nemlig Paul Pogba fra Manchester United og Theo Hernandez fra AC Milan. Den franske storklub vil hente de to franskmænd til hjemlandet, og det er to dyre drenge. Derfor skal PSG bruge noget finansiering, og det skal spillersalg være med til at skabe.
Derfor er klubben klar til at se på eventuelle bud på næsten alle af klubbens spillere. Ifølge fodboldhjemmesiden getfrenchfootballnews.com er der kun få spillere, der er fredet.
Det er spillerne Keylor Navas, Presnel Kimpembe, Marquinhos, Marco Verratti, Neymar og Kylian Mbappe, som klubben under ingen omstændigheder vil sælge, mens nyerhvervelserne fra det igangværende transfervindue også er fredet.
Dermed er klubben klar til at sælge store dele af holdet, som et led i planen om at hente Pogba og Hernandez. Det vil sige, at profiler som Angel Di Maria, Mauro Icardi, Idrissa Gueye og Julian Draxler ikke kan vide sig sikre på, om de er en del af PSG’s fremtid.