LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Europa: EM
FT
3 - 1
(2 - 0)
Schweiz
Tyrkiet
H. Seferović (6), X. Shaqiri (26), X. Shaqiri (68)
İ. Kahveci (62)
Daniel Jensen

Schweiz uddelte tæsk til Tyrkiet

Begge hold havde kniven for struben, da gruppe A i dag skulle afgøres.
Tre point var kravet til både Schweiz og Tyrkiet, hvis deres forhåbninger om at leve videre i turneringen skulle fortsætte. Schweiz kunne stadigvæk spille sig på andenpladsen i gruppen, imens Tyrkiet maksimalt kunne nå en tredjeplads og så håbe på at gå videre på den måde.

Tyrkerne kom flyvende fra start, og allerede efter tre minutter måtte Yann Sommer hive en stor redning frem i det schweiziske mål. Burak Yilmaz fik lagt bolden af på kanten af feltet til Kaan Ayhan der trykkede af med det samme. Bolden havde retning mod det ende målhjørne, og Sommer måtte ud i fuld udstrækning for at tage sig af afslutningen.

Blot få minutter senere gik det dog galt for Tyrkiet. Efter nogle tilfældigheder omkring det tyrkiske felt endte bolden for fødderne af Haris Seferovic. Angriberen drejede lige rundt om sig selv, og med en hård flad afslutning ude foran feltet sendte han bolden modsat af sig selv og over i det lange målhjørne. Foran 1-0 levede schweizerne igen i turneringen.

Tyve minutter blev det endnu værre for Tyrkiet. Xherdan Shaqiri modtog bolden på kanten af feltet, og med det kolde højreben sparkede Liverpool-spilleren bolden op i målhjørnet uden chance for Ugurcan Cakir i det tyrkiske mål, og så var Schweiz foran med 2-0. Blot et minut senere fik Shaqiri muligheden for at gøre det til 3-0, men alene med Cakir svigtede kantspilleren, da Cakir fik en fod på afslutningen.

Tyrkerne forsøgte stadigvæk, men endnu en gang diskede Sommer op med en god redning. Mert Muldur tog chancen langt udefra, og hans afslutning sad helt ude ved den ene stolpe. Sommer måtte endnu en gang ud i fuld længde for at sende afslutningen til hjørne.

Muldur fik en endnu større chance få minutter før pausen, da han efter en glimrende dribletur fra egen banehalvdel, hvor han fik sat to schweizere, stod fri i feltet. Backens afslutning manglede dog kvalitet, og han fik ikke for alvor testet Sommer, der tog sig af forsøget.

Dermed gik Schweiz til pause med en føring på 2-0.

Med en italiensk føring i gruppens anden kamp var målscoren pludselig i spil. Schweiz skulle derfor ud og jagte to mål i anden halvleg, for at komme op på siden af Wales på gruppens andenplads.

Tyrkiet kom ud til anden halvleg og lignede et hold, der havde givet op. Der stod Schweiz på det hele, og efter ti minutter fik Shaqiri igen muligheden for at gøre det til 3-0. Tyrkerne smed bolden væk i opspillet, og så kunne Breel Embolo spille Shaqiri fri ved straffesparspletten. Kantspilleren misbrugte dog endnu en gang en stor chance, da han sendte sin afslutning langt over mål.

Få minutter senere var det Seferovic tur til at forsøge sig igen, da han nærmest spadserede igennem den tyrkiske defensiv, men Cakir lod ham ikke sparke bolden i det lange hjørne denne gang, og han fik med en stærk hånd afvist forsøget.

Tyrkiet fik dog sparket lidt liv i opgøret igen, da de fik reduceret på smukkeste vis efter en time. Irfan Kahveci tog et træk ind i banen, og klappede til bolden med højrebenet. Bolden tog en bue over Sommer i målet, der måtte sprælle forgæves. Kahveci scorede dermed det første tyrkiske mål i denne turnering, og så stod der pludselig 2-1.

Schweiz fik dog svaret tilbage kort tid efter, og denne gang svigtede Shaqiri ikke. Bolden blev slået på tværs af Steven Zuber til en fremstormende Shaqiri, der afsluttede første gang med venstre, og så stod der 3-1.

Schweiz manglede stadigvæk to mål, og et kvarter før tid var de lige ved at komme et skridt tættere på. Granit Xhaka tog sig af et frispark på kanten af det tyrkiske felt, men han måtte se sit ellers gode forsøg blive afvist af den ene stolpe.

Tættere på kom Schweizerne ikke, og da Wales kun tabte med et enkelt mål, måtte Schweiz tage til takke med tredjepladsen i gruppen. Derfor må de afvente deres EM-skæbne lidt endnu. Tyrkiet derimod ryger hjem efter en turnering, der har budt på nul point, et enkelt mål og otte indkasserede.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder