Medie: Manchester United har budt på Dortmund-stjerne
Jadon Sancho har været rygtet til Manchester United i en lang periode, og nu har den engelske gigant budt på englænderen.
Den engelske Dortmund-kant var kraftigt rygtet til Manchester sidste sæson, hvor det ifølge den pålidelige journalist Fabrizio Romano kun var formalias, som adskilte de to klubber om at nå til enighed om en transfer. Nu vil 'The Red Devils' endnu en gang forsøge at få en handel i hus.
Manchester-klubben har ifølge The Mirror budt på 21-årige Jadon Sancho, som lige nu er med det engelske landshold til EM. Mediet melder ikke noget om, hvor stort buddet fra Premier League-klubben er, men fastslår, at Dortmund ikke kommer til at rokke sig fra de 710 millioner danske kroner, som de har værdisat kantspilleren, hvis kontrakt udløber næste sommer.
Jadon Sancho ankom fra Manchester Citys ungdomshold til Borussia Dortmund for blot 58 millioner kroner i 2017. Allerede kort efter viste han sin skyhøje kvalitet, og siden da har verdens topklubber haft et godt øje til englænderen, som nu står noteret for 50 mål og 64 assists i 137 kampe for den tyske storklub.