LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Anders Bjørn

Mbappe enig med Guardiola – hylder Thomas Tuchel

Thomas Tuchel er efter sæsonen, Champions League-triumfen og den store indflydelse han har haft på Stamford Bridge blevet hyldet fra nær og fjern.
Da Chelsea hyrede den tidligere Dortmund og PSG-træner Thomas Tuchel som Frank Lampards afløser i januar, var der få, som havde forudset, hvilken indflydelse og succes den tyske træner ville bringe med sig. Tuchel overtog et Chelsea-hold i spillemæssig krise, men han fik hurtigt visket tavlen ren. Muligheden for at spille blev givet til alle i truppen og tyskeren skiftede nærmest med det samme til en 3-4-2-1-formation for at skabe et mere solidt defensivt fundament. Dermed kunne holdet også være mere kreative og eventyrlystne på banens sidste tredjedel uden at efterlade huller i forsvaret.

Sæsonen endte som bekendt i en stor triumf i Porto for Chelsea og Tuchel. Her kunne The Blues løfte pokalen med de store ører og endnu engang kalde sig ’Kongerne af Europa’. Forud for kampen mod Manchester City leverede Pep Guardiola et interview, hvori Citys manager analyserede og roste Tuchels taktik, og beskrev hvor svære Chelsea er at spille imod. Guardiola var igen ude efter kampen og hylde Tuchel og sagde bl.a.:

- Jeg synes, hans indflydelse har været enorm. Jeg så det, fra første kamp han stod i spidsen for Chelsea mod Wolves. Det blev uafgjort, men jeg så allerede der, at han have indført nogle rutiner og nogle mentale processer i spillerne, som lignede dem jeg mødte for Bayern mod Mainz og Dortmund. Jeg vidste, at han ville gøre det godt og samtidig gøre det godt hurtigt i Chelsea.

Guardiola er dog ikke det eneste profilerede navn, som har været ude med roser til Thomas Tuchel. Den franske stjernespiller Kylian Mbappe, som spillede under Tuchel i PSG, har forud for EM udtalt sig i rosende vendinger om tyskerens taktiske evner og formåen.

- Han er fantastisk taktisk. Han ved præcis hvordan modstanderen opfører sig i kampene og han har en evne til at forudse kampens forløb ned til mindste detalje.

Dermed er Guardiola, som betragtes som en af de bedste managers nogensinde, og Kylian Mbappe, som er et af klodens største talenter, fuldstændig enige om, at Tuchels taktiske forståelse og arbejde er sublimt, hvilket må siges at være et gedigent kompliment til Chelseas manager.




LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder