Medie: Barca vil sælge disse tre spillere
FC Barcelona er i pengenød, og dette er klubbens præsident Joan Laporta ved at forsøge at lave om på.
Den spanske storklub skal denne sommer gøre alt i deres magt for at skrabe nogle penge sammen, og dette vil de gøre ved at sælge spillere og få andre til at gå ned i løn.
Ifølge Mundo Deportivo vil Laporta sælge Samuel Umtiti, Sergi Roberto og Junior Firpo. Umtiti og Roberto er begge i toppen af klubbens lønningsliste, og dette er en af de store grunde til, at klubben føler sig nødsaget til at skille sig af med de to. Derudover har ingen af de tre spillere spillet exceptionelt godt i den foregående sæson, og med klubbens planlagte store trup-oprydning ser de tre altså nu ud til at skulle forlade skuden.
Udover salgene af de ovennævnte spillere vil Laporta gerne opdatere Jordi Albas kontrakt, så spanieren går ned i løn, hvilket også vil rette en smule op på klubbens bundlinje.
Præsidenten gør i øjeblikket meget for at rette op på de negative tal i økonomien, som Bartomeu efterlod, inden han blev sat af som præsident tidligere på sæsonen.