Stefan Lindahl

Sådan gik det sidste gang, at Venezia var i Serie A

Venezia er for første gang i 20 år tilbage i Serie A. Indkast har derfor kigget nærmere, på hvordan det gik sidste gang, at Venedig-klubben spillede i Serie A
Venezia vandt oprykningsplay-off spillet i den italienske Serie B, da de slog Cittadella sammenlagt 2-1 i finalen, hvorfor klubben fra Venedig skal spille Serie A-fodbold i den kommende sæson. Det er første gang i 20 år, at byen Venedig har et hold i den bedste italienske fodboldrække.

For blot seks år siden var Venezia helt nede i den fjerde bedste italienske fodboldrække, da klubben gik konkurs. I 2015 købte amerikanske investorer klubben, og med dem i ryggen var klubben faktisk tæt på at rykke op i Serie A i sæsonen 2017/2018, hvor de under den daværende træner Filippo Inzaghi missede oprykning i play off-semifinalen, som Venedig-klubben tabte til Palermo. Var Venezia rykket op det år, så havde bevæget sig direkte fra Serie D til Serie A.

Senest Venezia var oppe i den bedste italienske fodboldrække var i sæsonen 2001/2002, og der var på daværende tidspunkt kun 18 hold i Serie A. Dengang rykkede klubben ned med et brag. Venezia manglede 23 point, hvis de skulle have overlevet den sæson, og ikke være endt nederst af de fire nedrykkere.

Faktisk vandt Venezia kun tre kampe. Udinese og Torino blev slået med 2-1, og Fiorentina blev besejret med 2-0. Fiorentina-kampen var en af tre kampe i sæsonen for Venedig-klubben, hvor de ikke indkasserede mål. To gange 0-0 blev det nemlig til imod Lazio og Chievo Verona.

Udover Venezia tog også Lecce, Hellas Verona og storklubben Fiorentina turen ned i den næstbedste italienske fodboldrække. De tre mandskaber har siden været tilbage tilbage i Serie A, og to af dem er også en del af rækken i den kommende sæson sammen med Venezia.

Venedig-klubbens topscorer i sæsonen blev angriberen Filippo Maniero, som nettede 18 gange. Det sikrede ham en femteplads på den sæsons topscoreliste. Kun 12 af Venezias mål i den sæson blev ikke scoret af Maniero. Den italienske angriber skiftede efter nedrykningen til Palermo, hvor han sæsonen efter i Serie B scorede 13 mål. Herefter skiftede han til Brescia i Serie A, hvor han spillede sammen med blandt andre Roberto Baggio, Luigi Di Biagio og danske Marc Nygaard.

Selv om Venezia rykkede ned med et brag, så er de ikke det hold, som har hentet færrest point og sejre i en Serie A-sæson i dette årtusinde. Ancona rykkede i 2003/2004-sæsonen ned med 13 point og kun to sejre. Chievo Verona forlod i 2018/2019-sæsonen Serie A med ligeledes to sejre og kun 17 point. Dertil skal lægges, at Verona-klubben modtog en tre-points straf i løbet af sæsonen. Pescara forlod Serie A med 18 point og tre sejre i sæsonen 2016/2017, ligesom Venezia gjorde det efter 2001/2002-sæsonen.

Sådan endte Serie A-tabellen:
1.Juventus71
2.AS Roma70
3.Inter69
4.AC Milan55
5.Chievo Verona54
6.SS Lazio53
7.Bologna52
8.Perugia46
9.Atalanta45
10.Parma44
11.Torino43
12.Piacenza42
13.Brescia40
14.Udinese40
15.Hellas Verona39
16.Lecce28
17.Fiorentina22
18.Venezia18

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER