Thomasberg før pokalfinalen: Vi er favoritter
Randers FC kan vinde sin første titel siden 2006, hvis det lykkes at besejre SønderjyskE torsdag eftermiddag.
Favoritterne, forud for torsdagens pokalfinale mellem Randers og Sønderjyske, er Randers FC. Det vurderer kronjydernes cheftræner, Thomas Thomasberg.
- Ja, siger han kortfattet og uden tøven, da han bliver spurgt, om hans mandskab er favoritter i torsdagens finale.
- Vi er i top-6, og det er de ikke. Det skulle helst vise, der er lidt forskel på holdene, og så ved jeg godt, at når det er en finale, så udligner det lidt sig selv. Det bliver helt sikkert en tæt og en hård fight, men jeg betragter os til at have et par procenter mere i forhold til den favoritværdighed. Men det ender jo ikke altid med favoritterne vinder. Det så vi sidste år, siger Thomasberg med henvisning til, at sidste års favoritter AaB tabte finalen til SønderjyskE, som også venter Randers torsdag.
Til finalen vil der være omkring 8000 tilskuere på tribunerne, og det er en festdag, som Randers FC ser frem mod.
- Det bliver en fed dag, og der kommer 4000 fra hver klub. De er helt sikre i godt humør og vil bakke deres hold op, siger Randers-træneren.
Pokalfinalen har traditionelt set været spillet i Parken, og sidste år blev finalen spillet i Esbjerg. I år er det i Aarhus, og det betyder, at der ikke kan være helt så mange fans, som hvis det var i Parken.
- Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at vi som klub skal sortere i, hvem der må komme, og hvem der ikke må, fordi der ikke er flere billetter. Det har jeg også skulle i min familie. Derfor har jeg måske også håbet, at vi kunne have spillet i Parken, hvor der kan være lidt flere. Jeg er nok også lidt konservativ i forhold til det, fordi jeg synes, den hører til ovre i Parken. Og det er ikke fordi, det er AGF’s hjemmebane, siger Thomasberg med et smil til Indkast.dk på onsdagens pressemøde.
Hvis ikke der er fundet en vinder efter de 90 minutter og efterfølgende 30 minutters forlænget spilletid, vil det hele blive afgjort i en straffesparkskonkurrence. Men den disciplin er ikke noget, som de har brugt tid på i Randers-lejren.
- Nej. Den følelse man har, når man går til bolden i kampe, den følelse kan du ikke finde frem til træning. Jeg har set nogle af vores spillere stå at skyde straffespark i dag, men det har ikke været på vores anbefalinger. De måtte gerne, hvis de ville, men det var ikke noget, som vi stod og trænede i. Jeg tror ikke, man kan finde følelsen frem til træning, for det er et helt andet pres, når det virkelig gælder, siger Thomasberg.