LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Asbjørn Steffensen

Tre mulige skift i sommerens transfervindue

I denne artikelserie kigger Indkast.dk på specifikke transferrygter og vurderer sandsynligheden, for at de bliver til virkelighed denne sommer.
Memphis Depay, Olympique Lyon
Rygte: Skifter til Barcelona
Lyons helt store stjerne har været en kæmpe profil for den franske topklub siden sin ankomst i 2017. Blev længe rygtet til Barcelona sidste sommer og var også tæt på et skifte, men det løb ud i sandet i sidste ende. Træner i Barcelona, landsmanden Ronald Koeman, har selv udtrykt, at han gerne vil have den hollandske offensiv-spiller til den catalanske klub. Depay kan også hentes kvit og frit, da hans kontrakt udløber til sommer, hvilket må være sød musik i Barcelonas ører, da de kæmper med en enorm gæld.
Sandsynlighed for skifte: 8/10



Erling Håland, Borussia Dortmund
Rygte: Skifter til Manchester City
Erling Håland har smadret mål ind på samlebånd, siden han kom til Dortmund for et år siden. Hans mange mål har gjort ham yderst attraktiv for alle de største klubber i Europa. Hans far, Alf Inge Håland, spillede selv for Manchester City i løbet af sin karriere, hvilket kan være med til, at Håland Junior vil gå i sin fars fodspor. Sergio Aguero stopper i klubben til sommer, hvilket efterlader et stort tomrum. Et tomrum som Håland meget vel kunne udfylde og være med til at give Manchester City den europæisk succes, de hungrer efter.
Sandsynlighed for skifte: 6/10



David Alaba, Bayern München
Rygte: Skifter til Barcelona
David Alaba meddelte i februar, at han sluttede som Bayern München-spiller til sommer efter ti år i klubben. I Barcelona kigger man efter en stabil og boldsikker midterforsvarer, som ikke koster det hvide ud af øjnene. Her krydser Alaba alle boksene. Han kan spille stort set alle pladser i midterforsvaret og på midtbanen og er gratis til sommer grundet kontraktudløb. Derudover er Barcelonas nye præsident gode venner med Alabas agent, Pini Zahavi, hvilket er med til at forstærke rygterne.
Sandsynlighed for skifte: 6/10

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder