Kæmpe straf: FCK får lukket Sektion 12 efter kaoskamp mod FC Midtjylland
Efter den intense kamp mod FC Midtjylland i Parken den 5. oktober har F.C. København fået en hård dom fra Fodboldens Disciplinærinstans. Klubben offentliggør på sin egen hjemmeside, at den mister retten til at have fans på hele Sektion 12 i hjemmekampen mod Viborg FF den 26. oktober.
Også Nedre Sektion 12 bliver lukket i opgøret mod FC Fredericia den 1. november, og oveni kommer en bøde på 100.000 kroner.
Sanktionen kommer efter omfattende brug af pyroteknik under indløbet til kampen mod FCM, hvor røgbomber, fyrværkeri og romerlys skabte så kraftig røgudvikling, at kampstart måtte udsættes i fire minutter.
Ifølge disciplinærinstansen var hændelsen organiseret og af særlig farlig karakter, da der blev affyret fyrværkeri, som landede tæt på tribunen – noget, der blev vurderet som en skærpende omstændighed.
FCK skriver på deres hjemmeside, at klubben “på det kraftigste tager afstand fra episoden”, som ifølge dem både rammer fans og klub hårdt, og at sagen fortsat undersøges internt.