LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Oliver Otte Okstrøm

Svensk begejstring: Her skal vi lade os inspirere af Danmark

Der er stor ros til det danske initiativ Play the Game.

Det er ikke kun på banen, at svenskerne for tiden har meget at lære af danskerne. Det gælder også uden for banen.

Den svenske journalist og kommentator Olof Lundh fra Fotbollskanalen roser Danmark for at gå forrest, når det gælder åbenhed og demokratiske værdier i sporten. I en klumme fremhæver han det danske initiativ Play the Game, der har Stanis Elsborg i spidsen som et forbillede for hele Norden.

Initiativet blev grundlagt i 1997 og har siden udviklet sig til en international platform, der arbejder for gennemsigtighed, etik og pressefrihed i sportens verden. Organisationen arrangerer konferencer og projekter, der sætter fokus på alt fra matchfixing og korruption til atleters rettigheder og mediernes rolle.

Ifølge Lundh er det imponerende, hvordan Danmark formår at kombinere idealisme med handling:

- Man forsøger at sætte lys på svære spørgsmål, skriver han og bemærker, at projektet nyder støtte fra både staten, EU, dansk idræt og journalistforbundet – et eksempel på bredt samarbejde mellem politik, sport og medier.

Lundh deltog selv i årets konference, hvor temaet var "Driving dialogue for democracy in sport". Her mødtes forskere, journalister, tidligere atleter og embedsmænd fra hele verden for at diskutere sportens udfordringer – fra kønsdebat og doping til geopolitik og pressefrihed.

- Det er fascinerende, at Danmark formår at støtte et initiativ, der i bund og grund handler om at stille magten til ansvar, fastslår Lundh.

Den svenske journalist mener, at Danmark viser vejen for, hvordan sport og samfund kan hænge sammen på et demokratisk grundlag:

- Alle de nordiske lande undtagen Sverige har arrangeret konferencer. Det burde være en selvfølge, at Sverige også tager det ansvar, skriver han.

Han afslutter med en opfordring til sine svenske kolleger:

 - Danmark viser, hvordan man kan kombinere idealisme med konkret handling. Det er en model, som resten af Norden burde lade sig inspirere af, lyder det fra Lundh.

Under årets konference modtog den tidligere gymnastikstjerne Maggie Nichols og den jordanske whistleblower Abdullah Ibhais organisationens pris for deres mod.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder