Bielsa: Jeg har allerede givet op
Leeds United-manageren Marcelo Bielsa har opgivet at kopiere magiske Pep Guardiola.
Leeds United skal i weekenden på en svær opgave, når oprykkerne besøger Manchester City. Marcelo Bielsa og Pep Guardiola har kendt hinanden, siden Bielsa stod i spidsen for Athletic Club Bilbao, og Guardiola stod i spidsen for FC Barcelona.
Guardiola har tidligere slået fast, at oprykkernes manager er en af de bedste i verden. Bielsa har dog opgivet at efterligne magiske Guardiolas tilgang til spillet, som ifølge argentineren får folk til at forelske sig i fodbold.
- Hvis man forsøger at fortolke de nye tilgange, som Guardiola inkorporerer i spillet, så forelsker man sig i fodbold. Han er en magisk mand, udtaler Marcelo Bielsa ifølge DAZN.
- Jeg finder det enormt svært at forsøge at gøre det, som han gør. Jeg har allerede givet op.
Leeds United fik et enkelt point med fra sæsonens første kamp mellem ”The Peacocks” og Manchester City, men denne gang bliver opgaven sandsynligvis sværere for oprykkerne. ”The Citizens” er inde i en god stime og indtager en komfortabel førsteplads i Premier League.