Joachim Löw planlægger at stoppe som tysk landstræner
Joachim Löw meddeler, at træneren ønsker at indstille sit landstrænerarbejde med Tyskland efter EM2021.
Efter 15 år som tysk landstræner har 61-årige Joachim Löw meldt ud, at han fratræder sit virke som Tysklands landstræner efter sommerens EM-slutrunde. Dette bekræfter det tyske fodboldforbund, DFB, tirsdag formiddag på sin egen hjemmeside. Joachim Löw ser med stolthed tilbage på de mange sejre og triumfer, som ’Die Mannschaft’ har opnået under sin indsats som tysk landsholdstræner:
- Jeg tager dette skridt meget bevidst, fuld af stolthed og med en enorm taknemmelighed, men samtidigt med stor motivation for den kommende EM-slutrunde, siger Löw til DFB, der ikke lægger skjul på, at trænerjobbet har været hans fornemmeste opgave de seneste år:
- Stolt, fordi det for mig er noget meget specielt og en ære at være engageret i mit land. Og fordi jeg har arbejdet med de bedste fodboldspillere i landet i næsten 17 år og kunnet støtte dem i deres udvikling, siger Löw omkring sit aftryk på det tyske landshold. Respekten for beslutningen giver genlyd gennem hele det tyske fodboldforbund, hvor Fritz Keller, præsident af DFB, også udviser sin dybeste respekt for Löws beslutning:
- Jeg har stor respekt for Jogis beslutning. DFB ved, hvad de har i Jogi, og at han er én af de største trænere i verdensfodbold. Jogi Löw har formet tysk fodbold som ingen anden gennem årene og hjulpet den med at opnå det højeste internationale omdømme, siger Fritz Keller gennem DFBs hjemmeside. Også mangeårige partner og direktør for det tyske landshold, Oliver Bierhoff, har lykønskninger til Löw, men forventer samtidigt, at Löw efterlader pladsen som tysk landstræner i god stand efter EM-slutrunden:
- Under Jogi havde landsholdet igen en glæde ved at spille attraktivt offensiv fodbold, hvor dette holds spillere har udviklet sig utroligt med ham. Jeg beklager, at vores professionelle veje vil adskilles efter EM. Men jeg tænker ikke på det i øjeblikket, især da jeg ved, at Jogis fulde koncentration og energi i de kommende uger og måneder kun vil blive brugt på at forberede sig til EM. Vi vil fortsat have et stort fælles mål til sommer, forsikrer Oliver Bierhoff med hentydning til, at Löws arbejde altid har været til at regne med.