Koeman om Haaland og Mbappe: Det er ikke det rigtige tidspunkt
FC Barcelonas træner Ronald Koeman vil ikke tale om potentielle muligheder for at hente superstjerner til Camp Nou.
Som vi skrev her på Indkast.dk, så mener præsidentkandidaten Toni Freixa, at hvis han vinder valget i FC Barcelona, så kan han skaffe klubben 1,85 milliarder kroner gennem en investor. En sådan kapitalindsprøjtning vil falde på et tørt sted i den catalanske hovedstad, eftersom klubben angiveligt skulle have store økonomiske problemer.
Udsigterne til en betydeligt sundere økonomi i FC Barcelona har sat gang i rygter om, hvilke spillere klubbens nye midler skal gå til, og det er ikke hvem som helst, der er blevet nævnt i den sammenhæng. Det er især to af fodboldverdenens absolut varmeste navne i Dortmunds Erling Haaland og PSG´s Kylian Mbappe, som flere medier har spekuleret i kunne være øverst på cataloniernes liste, men FC Barcelonas træner Ronald Koeman mener ikke, at de to unge superstjerner er aktuelle for ”Blaugrana” på nuværende tidspunkt.
- Det er ikke det rigtige tidspunkt at tale om spillere fra andre klubber. Vi har vigtige kampe foran os, og de er vigtige for klubbens og den nye præsidents fremtid, så vi skal holde fokus, siger Koeman ifølge BeIN Sports.
Præsidentvalget i FC Barcelona skulle oprindeligt være afholdt den 24.januar, men det blev udskudt grundet Covid-19. Valget bliver i stedet afholdt den 7.marts, hvor det bliver afgjort, om det bliver Toni Freixa eller en af hans modkandidater Joan Laporta og Víctor Font. Koeman slår fast, at præsidentvalget i den catalanske storklub vil få stor indflydelse på klubbens transferpolitik, og hollænderen ønsker ikke at tale om spillerhandler, før han har talt med klubbens næste præsident.
- Vi bliver nødt til at vente, indtil vi ved, hvem der skal være klubbens nye præsident. Han vil bestemme fremtiden for både trænere og spillere, og han vil vurdere hvilke muligheder der er. Jeg venter til den 8. marts (dagen efter valget, red.).