Tottenhams krise fortsætter i lokalbrag
En flot hovedstødsscoring fra Lucas var ikke nok til at slå bysbørnene West Ham.
West Ham kunne med en sejr på hjemmebane over bysbørnene Tottenham spille sig i Premier Leagues top-4. Omvendt havde gæsterne i lokalderbyet mulighed for at få lidt selvtillid ind i truppen efter fire nederlag i fem ligakampe.
Åbningsmålet faldt allerede efter fem minutter, da et passivt Tottenham-forsvar så til, da Jarrod Bowen slog et indlæg ind i feltet, som strøg hele vejen igennem til gæsternes målmand, Hugo Lloris, der gav en retur. Michail Antonio kom først på den løse bold, og 1-0-føringen var en kendsgerning.
Efter chokstarten fik Tottenham presset bolden længere op på hjemmeholdets banehalvdel, men gæsterne havde store udfordringer med at spille sig igennem den rød/hvide mur af West Ham-spillere. Trods en boldbesiddelse på 71% formåede Tottenham ikke at finde vej til scoringstavlen i de første 45 minutter.
Hjemmeholdet kom lige så skarpt ud til anden halvleg, og i det 47. minut kunne Jesse Lingard sparke bolden i mål fra venstre side af feltet. Den efterfølgende VAR-gennemgang godkendte Lingards mål, og hjemmeholdet sad dermed komfortabelt på kampen med en 2-0-føring.
1 - This is the first time a José Mourinho side has conceded in the opening five minutes of both halves in a Premier League match. Teamtalk. #WHUTOT pic.twitter.com/532yL5J5xd
— OptaJoe (@OptaJoe) February 21, 2021
17 minutter senere bankede gæsterne dog lidt spænding tilbage i kampen, da Lucas Moura kom højest på et Gareth Bale-hjørnespark. Fra en spids vinkel headede han bolden ind bag Lukasz Fabianski i West Ham-målet, og reduceringen til 2-1 var en realitet.
Tottenham skubbede efterfølgende yderligere op, hvilket udmøntede sig i flere chancer til ’Lilywhites’. Den største faldt i det 78. minut, da Bale trykkede af nogle meter fra feltet. Waliseren måtte dog se sit skud ramme overliggeren. Gæsterne kom ikke tættere på en scoring, og kampen sluttede dermed med en 2-1-sejr til West Ham. De tre point sender West Ham op på 4.-pladsen i Premier League, mens Tottenham forbliver på 9.-pladsen.