Fodbold nyheder

Zlatan er glad for skræmmende Mandzukic

Af Daniel Fisker

Zlatan Ibrahimovic er glad for, at Mario Mandzukic havner i AC Milan, som dermed får to spillere, der kan skræmme modstanderne.

Article image
Ritzau-Scanpix

AC Milan forsvarede førstepladsen i Serie A mandag aften, da Cagliari blev besejret 2-0. Zlatan Ibrahimovic indtog endnu en gang en helterolle – denne gang med to scoringer. Den 39-årige svensker mener dog ikke, at mandagens sejr var letkøbt.

Zlatan Ibrahimovic spillede mandag aften de første 90 minutter i Serie A, siden han blev skadet i slutningen af november. Den 9. januar fik Zlatan seks minutter mod Torino, inden han sidste tirsdag fik en halvleg i en pokalkamp – også mod Torino.

- Jeg var nødt til at score endnu et mål, udtaler Zlatan Ibrahimovic ifølge Football Italia.

- Det krævede to mål at vinde. Det var en svær kamp.

- Jeg spillede ikke i 57 dage. Det er jeg ked af, men den slags kan ske.

Det er tilsyneladende kun et spørgsmål om tid, før Zlatan Ibrahimovic får en ny angrebskollega. Den tidligere Juventus-angriber Mario Mandzukic var mandag til lægetjek i Milano. Den karismatiske svensker ser frem til at få endnu en spiller, som skræmmer modstanderne.

- Jeg er glad for, at vi nu har to spillere, som skræmmer vores modstandere.

Mario Mandzukic er en erfaren spiller i italiensk fodbold, hvor han repræsenterede Juventus fra 2015 til 2020. Her spillede han 162 kampe og scorede 44 mål, mens Zlatan Ibrahimovic har spillet 327 kampe og scoret 172 mål for Juventus, Inter og AC Milan.

Mere om Milan

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik