Shaw nyder at konkurrere med Telles
Alex Telles' ankomst på Old Trafford har forbedret Luke Shaw.
Luke Shaw er i gang med sin måske bedste sæson i Manchester United. Og hvis man spørger Shaw selv, så skyldes dette Alex Telles, der siden skiftet fra Porto har været med til at øge konkurrencen om venstreback-positionen i United.
- Alex (Telles, red.) og jeg har et rigtig godt forhold, og han presser mig til det yderste hver dag. Vi kommer godt ud af det med hinanden, og det er fedt at have denne sunde konkurrence, hvor vi formår at få det bedste frem i hinanden, siger Shaw til MUTV.
25-årige Shaw står indtil videre i denne sæson noteret for 14 Premier League-kampe. Den seneste af disse fandt sted søndag aften, hvor United fik 0-0 med hjem fra Anfield.