Medie: Denne transfer skal hjælpe AC Milan til guldet
AC Milan har angiveligt fundet spilleren, der skal afløse en træt Zlatan Ibrahimovic.
AC Milan ligger lunt i svinget til at snuppe det italienske mesterskab for første gang siden 2010/2011-sæsonen. Klubben har dog den seneste tid været slemt udsat for skader, hvor blandt andre Zlatan Ibrahimovic har siddet uden for kridtstregerne.
Skaderne skal ikke komme i vejen for guldet, og derfor vil klubben angiveligt hente Mario Mandzukic, der kan træde til når netop Zlatan Ibrahomivic trænger til et hvil. Det meldte transferguruen Fabrizio Romano i onsdags, mens blandt andre Calciomercato i dag melder, at spilleren er blevet enige med AC Milan.
Angriberen har været klubløs, siden han i sommer stoppede i Al Duhail i Qatar. Den 34-årige kroat vil angiveligt være på kontrakt med milaneserne i seks måneder. AC Milan topper i skrivende stund Serie A med tre point ned til den nærmeste forfølger Inter.