Første sejr til Sheffield United i 186 dage
Tirsdag aften sikrede Sheffield United sig sæsonens første sejr i Premier League og holder dermed liv i et spinkelt håb om overlevelse.
Sidste sæsons overraskelse i Premier League, Sheffield United, har i den grad haft svært ved at finde vej til netmaskerne med kun otte mål på kontoen i 17 kampe. Men tabellens bundprop fik i går aftes endelig lidt medvind, da det lykkedes at hente tre point. Her var de på hjemmebane oppe imod et kriseramt Newcastle-mandskab på 15.pladsen, der ikke har vundet i deres seneste seks Premier League-kampe.
I de sidste minutter af første halvleg blev Newcastles Ryan Fraser udvist efter at have fået tildelt sig to gule kort efter benspænd på John Fleck og David McGoldrick.
Et decimeret Newcastle-mandskab var lige hvad Sheffield United havde brug for til at få kampen vendt. I det 72. minut får Sheffield United, efter videodommerens vurdering, tildelt et straffespark efter hånd på bolden af Federico Fernandez. Det omsatte den indskiftede Sheffield United-veteran Billy Sharp til en 1-0 føring for hjemmeholdet.
Rhian Brewster kunne have udbygget the Blades’ dominans med en føring til 2-0 med et afrettet skud på stolpen i slutningen i det 84. minut, men stillingen forblev 1-0 indtil slutfløjtet.
Med sæsonens første sejr når Sheffield-mandskabet op på fem point i tabellen, mens Newcastle og deres manager Steve Bruces nedtur fortsætter og bringer dem indenfor otte point til nedrykningsstregen, hvor Fulham er placeret, der dog har to kampe i hånden.