Eriksen får ny interesse fra Spanien
Den spanske klub Valencia skulle efter sigende være interesseret i at hente den danske profil.
Christian Eriksen er fortid i Inter, hvor danskeren er blevet sat på klubbens transferliste. Danskeren skal nu have fundet en ny klub at slå sine folder i, og listen af bejlere bliver længere og længere. Det nyeste skud på stammen af klubber, der vil have danskeren, er den spanske klub Valencia. Skulle det lykkes for den spanske klub at hente Eriksen, bliver det dog ikke helt uden vanskeligheder.
Valencia, der tidligere har været en magtfaktor i spansk såvel som europæisk fodbold, befinder sig en krise, der dækker over både det økonomiske og det sportslige. Den store italienske avis La Gazzetta dello Sport skriver derfor, at klubben er interesseret i at leje danskeren resten af sæsonen uden efterfølgende købsoption.
Derudover beder den spanske klub Eriksens nuværende klub om hjælp i forhold til danskerens meget høje løn, der ligger på omkring fem millioner kroner om måneden. Aftalen ser derfor ud til at blive svær at få ført ud i virkeligheden for Valencia og vil kræve, at Inter ikke får andre bud på Eriksen og desperat vil af med ham.
Andre stærke rygter lyder på, at Mauricio Pochettino, der sandsynligvis tager over som træner i PSG, gerne vil hente enten Christian Eriksen eller Dele Alli til, som han begge var træner for i Tottenham.
Valencia har allerede en dansker i spillertruppen, nemlig Daniel Wass, der kom til fra ligarivalerne Celta Vigo tilbage i 2018.