Nicolai Jørgensen dummer sig i Feyenoord-remis
Den tidligere danske landsholdsangriber forsøger i disse uger at finde formen efter en netop overstået skadesperiode.
Nicolai Jørgensen har haft en skadesplaget sæson for Feyenoord, hvor han senest har været ude i knap en måned. Jørgensen fik comeback i søndags, hvor han spillede 73 minutter i 3-1-sejren over Sittard i Æresdivisionen. I torsdagens Europa League-opgør mod CSKA Moskva fik 29-årige Jørgensen så igen chancen fra start.
Men det blev ikke en aften som håbet for spidsangriberen. Den eneste gang Jørgensen gjorde sig bemærket i første halvleg var mod slutningen, hvor han fik et gult kort for højtløftet albue. Ellers var det en halvleg, der endte uden scoringer.
Knap var anden halvleg for alvor kommet i gang, før den 29-årige dansker dummede sig gevaldigt. En lang høj bold blev sendt i danskerens retning, og han steg til vejrs for at vinde luftduellen mod en russisk forsvarsspiller. Dog havde danskeren ikke lært lektien fra første halvleg, og det betød, at Jørgensens arm og albue ramte den russiske modspiller i ansigtet. Dommeren fløjtede, og han tog hånden i lommen.
Op kom det andet gule kort til Nicolai Jørgensen, og derfor blev danskeren altså sendt i bad allerede efter 48 minutters spil. Det satte medspillerne i en svær situation, men på trods af at Feyenoord var en mand i undertal i det meste af anden halvleg, formåede de at holde stand. Derfor sluttede kampen, som den startede. Nemlig 0-0.
Med remissen ligger Feyenoord på andenpladsen i Europa Leagues Gruppe K med fem point. CSKA Moskva ligger på sidstepladsen med tre point. De to sidste hold i puljen, Dinamo Zagreb og Wolfsberger spillede ligeledes torsdag aften. Her vandt topholdet Dinamo Zagreb med 3-0, hvor danskeren Rasmus Lauritsen spillede hele kampen for kroaterne.