Tidligere Spurs-manager: Mourinho har ”hjernevasket” spillerne
Den tidligere Tottenham-manager og spiller, Tim Sherwood, storroser Jose Mourinho for, hvordan han har formået at gøre holdet til mesterskabskandidater. Han mener, at Mourinho har ”hjernevasket” spillerene til at tro, at de kan vinde titlen.
Kan ”The Special One” gøre det igen? Jose Mourinho har endelig fået succes hos Tottenham, som efter ni runder ligger på førstepladsen i Premier League. De har hentet 20 ud af 27 mulige point, og det fortjener stor ros ifølge den tidligere Tottenham-manager Tim Sherwood.
Sherwood mener, at Mourinho har hævet niveauet på mandskabet på flere områder, og at portugiseren blandt andet har ”hjernevasket” spillerne til at tro, at de kan gå hen og vinde Premier League.
- Jose (Mourinho, red) har hjernevasket sine spillere til at tro, at de skal arbejde hårdt for at opnå noget. Denne gruppe af spillere har brug for at vinde titler. Når du spiller så solidt, som de gør nu, virker det som om, at han nærmest har hjernevasket dem til at gøre det, fortæller Tim Sherwood til Talksport.
Mourinho har tidligere været meget udskældt for sin måde at styre Tottenham på, men det har ændret sig i dag, hvor resultaterne flasker sig for klubben. Det skyldes blandt andet købet af danske Pierre-Emile Højbjerg, som Sherwood er meget imponeret af.
- Han (Mourinho, red) har købt godt ind, Reguilon har være en god signing på venstreback, men Højbjerg har for mig været den bedste signing. Han passer ind i stilen og beskytter de to midterforsvarer.
Selvom det ser godt ud nu, er der lang vej til en Premier League-titel for Jose Mourinho og hans tropper. Der er blot tre point ned til Southampton på femtepladsen, så der kan ske en masse, før Mourinho kan kalde sig vinder af Premier League for fjerde gang i karrieren. I 2005, 2006 og 2015 vandt han titlen med Chelsea.
Og netop Chelsea er Tottenhams næste modstander i Premier League. Med en sejr kan Mourinho og resten af klubben være fem point foran Chelsea i topstriden. Kampen bliver spillet søndag klokken 17:30.