Ferencvaros sender Molde ud af Champions League
Ferencvaros avancerede fra Champions Leagues play off-runde, hvor de sendte norske Molde ud af turneringen.
Molde mødte tirsdag aften på udebane ungarske Ferencvaros i Champions League play-off-returkampen. Den første kamp imellem de to mandskaber blev en sand mål-fest, som endte med stillingen 3-3. Netop derfor havde det ungarske mandskab qua reglen om udebane-mål det bedste udgangspunkt.
Første halvleg i returkampen bød ikke på nogle nævneværdige muligheder. Hjemmeholdet sad på spillet, og kontrollerede kampen. Ungarerne havde nemmest ved at finde plads rent offensivt omkring gæsternes felt. Dog manglende skarpheden i pasningerne, hvorfor det aldrig blev rigtig farligt.
I anden halvleg fortsatte billedet fra første halvleg. Begge hold begyndte dog at røre på sig hen imod kampens afslutning. Molde, som skulle bruge en scoring, kom tæt på ved to lejligheder.
Eirik Hestad blev spillet fri i gæsternes højre side. Molde-kanten misbrugte dog muligheden i en situation, hvor Ferencvaros-keeperen kom flot ud, og sendte kuglen ud til hjørnespark.
Senere var det Ola Brynhildsen, der misbrugte et tilbud. Bolden blev slået ind i feltet, hvor Molde-spilleren smækkede til den første gang. Bolden blæste snært forbi den fjerne stolpe.
Det var ikke Molde men derimod Ferencvaros, som lykkedes med at få bolden i mål. Uzuni, som spillede en fremragende kamp for hjemmeholdet, sendte fra fri position bolden over stregen i dommerens tillægstid. Målet blev dog korrekt annulleret for offside.
Derfor kunne dommer Bjørn Kuipers efter 94 minutter lukke den mål-løse forestillingen i Budapest ned. Ferencvaros avancerer dermed til Champions League-gruppespillet for første gang i 25 år grundet reglen om flest scorede udebane-mål. Molde må derfor acceptere, at de i resten af efteråret skal spille Europa League-fodbold.