Sådan kan Juventus stille op næste sæson
Med klublegenden Andrea Pirlo som ny træner for Den Gamle Dame, skal klubben forsøge at vinde Serie A for 10. gang i træk og være en succes i Champions League. Her er et bud på en startopstilling.
Opstilling: 3-5-2
Målmand: Wojciech Szczęsny
Den polske landsholdsmålmand er de sidste par sæsoner blevet fast mand, da Gianluigi Buffon, til trods for at have forlænget sin kontrakt med Juventus til næste sommer, er blevet 42 år, og ikke kan spille samme antal kampe som før i tiden.
Midterforsvar: Giorgio Chiellini
Holdets kaptajn er blevet 35 år, men forlængede sin kontrakt med ét år i sommers. Meget tyder på, at det bliver Chiellinis sidste sæson for klubben.
Midterforsvar: Matthijs de Ligt
Hollænderen blev købt for 633 millioner kroner sidste sæson, hvor det blev til 39 kampe og 4 mål i alle turneringer. Han er en fremtidig kaptajn for klubben med hans naturlige lederevner.
Midterforsvar: Leonardo Bonucci
Den italienske landsholdsspiller kom tilbage til Juventus fra AC Milan et par sæsoner siden, og blev smidt direkte tilbage ind i startopstillingen. Han er blevet 33 år, men styrer stadig forsvaret med hård hånd og passion.
Venstre wingback: Alex Sandro
Brasilianeren går ind til sin sjette sæson for de sort- og hvidstribede og med hans store løbepensum, er han fast inventar på klubbens venstre side.
Højre wingback: Juan Cuadrado
Colombianske Cuadrado har efterhånden etableret sig som en fast mand på holdet, hvilket 33 kampe i den italienske liga tydeligt viser.
Central midtbane: Arthur (Nyindkøbt)
Juventus sendte Pjanic og 90 millioner kroner til Barcelona i bytte for den talentfulde brasilianske midtbanespiller. Han skal vise nogle af de takter, man fik små glimt af i hans Barcelona-tid og bevise, hvorfor Juventus ofrede deres profil gennem flere år, Miralem Pjanic, for at få fingrene i ham.
Central midtbane: Adrien Rabiot
Franskmanden røg i uklar med klubben da hans spillede i PSG, men i Juventus virker det til, at han har fundet sin rette hylde. Konkurrencen er hård på midtbanen, og Rabiot skal bevise sit værd og udøve god opførsel, for at gøre sig fortjent til en fast plads.
Offensiv midtbane: Paulo Dybala
Den lille argentiner er det sidste års tid blevet rygtet væk fra klubben til blandt andet Premier League, men virker til at være kommet ind i varmen igen og ser ud til at indgå i Pirlos planer for fremtiden.
Angriber: Alvaro Morata (Nyindkøbt)
Angriberen er tilbage i klubben, hvor han for alvor slog igennem for nogle år siden. Han håber på at genfinde sin gamle form, nu med hans forhenværende holdkammerat ved roret. Parret kender hinanden godt, og Pirlo kender til hans kvaliteter.
Angriber: Cristiano Ronaldo
Den portugisiske superstjerne har allerede fået gang i målformen denne sæson, med et mål mod Sampdoria i weekenden. Til trods for, at passet siger 35 somre, ser det ikke ud til, at Ronaldo har planer om at skrue ned lige foreløbigt - til stor glæde for Juventus.