Inter-spiller giver grønt lys til Napoli-skifte
Inter-spilleren Matias Vecino har accepteret et skifte til Serie A-rivalerne Napoli.
Ifølge italienske Sky Sport Italia forhandler Inter og Napoli om Inters uruguayanske midtbanespiller Matias Vecino. Spilleren selv har allerede accepteret et skifte til napolitanerne.
Ifølge mediet vil aftalen, hvis klubberne kan blive enige, indbefatte et lån for hele indeværende sæson med en købsoption, som Napoli kan indløse efter sæsonen. De to klubber mangler efter sigende stadig at blive enige om prisen på den centrale midtbanespiller. Napoli vil betale 91 mio. kroner, men Inter vil have 137 mio. kroner.
29-årige Vecino har været i Inter siden sommeren 2017, hvor man hentede uruguayaneren i Fiorentina. I 96-kampe for milaneserne har Vecino elleve gange scoret. Slutningen af sidste sæson blev for midtbanespilleren ødelagt af skader. Efter coronavirus-pausen spillede Vecino kun 22 minutters Serie A-fodbold.