Real Madrid skuffer i ligapremiere
Søndag aften var de spanske mestre for første gang i aktion i den nye sæson.
Real Sociedad tog imod Real Madrid søndag aften, da de spanske mestre skulle spille deres første ligakamp i sæsonen. Real Sociedad startede sæsonen sidste weekend, da de spillede 1-1 med Valladolid.
Madrilenerne startede i stærkeste opstilling, og her var det værd at bemærke, at nordmanden Martin Ødegaard startede på den offensive midtbane. Den 21-årige nordmand formåede aldrig at blive kampafgørende, og han måtte forlade banen efter 70 minutters spil, da stillingen stadig var 0-0.
På trods af et massivt spilovertag og en boldbesiddelse på 70 procent formåede Real Madrid aldrig at finde netmaskerne, og derfor endte kampen, som den startede. Nemlig 0-0.
Real Madrid starter dermed sæsonen med et skuffende pointtab. Næste opgave for de spanske mestre er på lørdag, hvor de skal møde Real Betis på udebane.