Agent taler ud om Neymar: Jeg fik mange opkald
Chelsea var seriøst interesserede i Neymar i 2010, hvorefter Bayern München og Juventus også var ude med snørren.
Neymar debutterede i 2009 på førsteholdet i barndomsklubben Santos, hvorefter han i 2010 debuterede på Brasiliens landshold. Dengang var den nuværende Paris Saint-Germain-superstjerne blot 18 år gammel.
Rygterne sendte det nok største talent i verden til samtlige storklubber i Europa, inden Neymar i 2013 tog springet over Atlanterhavet, hvor FC Barcelona fik fingrene i den lovende 21-årige brasilianer – efter sigende for næsen af ærkerivalerne Real Madrid.
Neymar kom til at udgøre en tredjedel af en af de absolut farligste angrebskæder i verden, da han i FC Barcelona spillede sammen med Lionel Messi og Luis Suarez. I sommeren 2017 blev Neymar så den dyreste fodboldspiller i verden, da Paris Saint-Germain købte den brasilianske superstjerne for 1,65 milliard kroner.
Nu har Neymars forhenværende agent Wagner Ribeiro løftet sløret for, at Neymars karriere kunne have udviklet sig i en helt anden retning. Chelsea henvendte sig allerede for 10 år siden med et officielt tilbud
- Jeg fik mange opkald angående ham, udtaler Wagner Ribeiro ifølge Metro.
- Jeg fik et officielt tilbud fra Chelsea, da Neymar debuterede på det brasilianske landshold i 2010.
- De kom med et tilbud, vi studerede det, men i sidste ende besluttede vi os ikke for noget som helst.
- På det tidspunkt sendte vi tilbuddet videre til Neymars far og spilleren selv.
- Derefter kom andre tilbud fra Bayern München og Juventus, som jeg faktisk mødtes med i Torino.
Tilbage i 2014 løftede Neymar sløret for, at Chelsea havde været interesseret i ham. Han slog samtidig fast, at det var den rigtige beslutning at blive i Santos på det tidspunkt af hans karriere.