Afklapsning fik Disney-konsekvenser for Casemiro
Casemiro så sig nødsaget til at aflyse en familietur til Disney World, da Real Madrid havde fået ørene i Atlético Madrid-maskinen.
Den 27. juli 2019 tørnede Real Madrid og Atlético Madrid sammen på MetLife Stadium. Der var ganske vist tale om en venskabs- eller opvarmningskamp, men ikke desto mindre var Atlético Madrid foran 5-0, da dommeren fløjtede første halvleg af.
Et par sene scoringer fra Real Madrid resulterede i, at kampen endte med en afklapsning på hele 7-3. Det resultat skulle vise sig at få store konsekvenser – også for den brasilianske midtbanemotor Casemiro og hans ferieplaner.
- Jeg så mit hold tabe 7-3 til Atlético Madrid i forsæsonen. Der besluttede jeg, at jeg ikke kunne fortsætte min ferie og tage til Disney World, udtaler Casemiro ifølge GiveMeSport.
- Så jeg fortalte min datter, at hendes far havde et problem på sit arbejde, hvorfor jeg var nødt til at aflyse ferien. Det var derfor, at jeg vendte tilbage tidligere end forventet.
Selvom Casemiro ikke kom i Disney World med sin datter, så har hans tidlige tilbagevenden fra sommerferie måske hjulpet Real Madrid med at indtage førstepladsen i La Liga. Atlético Madrid indtager i øjeblikket fjerdepladsen – 13 point bagved lokalrivalerne.