United nedkæmper Chelsea i chance-orgie
To normale titelbejlere mødtes på Stamford Bridge i hård kamp for top-fire.
Det var to mandskaber der var ramt på selvtilliden op til den altafgørende kamp om en plads i top-fire og næste sæsons Champions League. Gæsterne fra Manchester United har blot vundet en af deres fire ligakampe i 2020, hvor Chelsea ikke har vundet i deres seneste tre kampe.
Det var dog ikke til at se i indledningen, hvor begge hold lagde friskt ud og kom ud over stepperne. Chelseas Reece James havde en afslutning der gik få centimeter forbi den ene stolpe efter blot fem minutter, og ”De Røde Djævles” Martial havde en afslutning der blev blokeret fra tæt hold.
Kampens indledning foregik generelt i et utroligt højt tempo, desværre for hjemmeholdet, der havde danske Andreas Christensen med fra start, måtte Kanté forlade banen efter et lille kvarter efter en nærkamp, og Mount blev skiftet ind.
Netop Mount leverede et flot forarbejde til halvlegens største chance, der tilfaldt Chelseas Batshuayi, der havde fået chancen i stedet for det normale førstevalg, Tammy Abraham. Batshuayi kunne, med sit svagere vensteben, dog ikke ramme målet på Mounts aflevering tilbage i feltet.
Manchester United fik arbejdet sig mere og mere ind i kampen, og de havde nogle halve chancer i forbindelse med et par hjørnespark, som dog ikke førte til nogle oplagte målchancer. Resten af halvlegen indeholdte masser af dueller og syngende tacklinger, eksemplificeret med en blodtud til danske Andreas Christensen.
Gæsterne måtte vente helt indtil halvlegens sidste minut på gevinst, hvor Wan-Bissaka sendte et perfekt indlæg ind i hovedet på Martial, der drejede sin 9. sæsonscoring over i modsatte målhjørne. En kold spand vand i hovedet på Chelsea, der generelt havde været godt med i kampen.
Anden halvleg startede som en rodet affære med masser af boldtab fra begge sider. I pausen havde Chelsea desuden brugt deres anden udskiftning, da Andreas Christensen var blevet erstattet af Zouma. Pulsen kom dog helt op igen efter 55 minutter, da indskiftede Zouma udlignede efter et hjørnespark. United-spillerne appellerede for et frispark og efter VAR-gennemgang, blev målet annulleret på grund af, at Azpilicueta gik i ryggen på den unge United-back Williams.
Nyindkøbte Bruno Fernandens testede den ene opstander efter en time direkte på frispark, og han kunne dermed næsten have lukket kampen, men heldet var med Chelsea. Fernandes havde dog i stedet næstsidste fod på, da Maguire, minuttet efter, headede portugiserens hjørnespark i kassen. Intensiteten var tårnhøj hele halvlegen med masser af dueller og hurtigt spil og med et kvarter igen blev endnu et mål annulleret, da indskiftede Giroud havde en tåspids i offside.
Flere mål blev det derfor ikke til, og gæsterne kunne rejse hjem med tre point og den viden, at de i den grad er med i kampen om top-fire. Chelseas forspring på 4. pladsen, ned til de andre hold, er derimod forsvundet, så spændingen er intakt til resten af sæsonen.