Fortrøstningsfuld Brøndby-træner efter sejr i forårspremieren
Brøndby-træneren Niels Frederiksen var glad for det han så fra sit mandskab i aftenens 2-0 sejr på udebane over OB.
Brøndby IF har i januar-vinduet sagt farvel til 3F Superliga-topscoren Kamil Wilczek, samt midtbaneprofilerne Hany Mukhtar og Dominik Kaiser, og der er ikke kommet nogle spillere ind den anden vej. Der kunne derfor formentlig godt være en tvivlen at spore blandt Brøndby-tilhængerne, men denne potentielle tvivlen blev for en stund manet til jorden, da "de blågule" fra vestegnen på udebane her til aften besejrede OB med 2-0 i en fysisk præget kamp.
Cheftræner Niels Frederiksen var en glad herre Brøndby-mediet 3.point.dk mødte efter kampen, og havde masser af positive ting at udtrykke, men gjorde det dog også klart, at marginalerne var på gæsternes side i aftenens kamp. Her var hvad Niels Frederiksen blandt andet sagde.
- Vi scorer to mål. To spillere, der ikke normalt scorer så meget, det ser jeg som positivt. Jeg synes egentlig, at vi forsvarer os udmærket og holder nullet. Jeg er godt klar over, at OB har nogle chancer, vi har også yderligere chancer og så havde vi lidt marginaler og scorer på de rigtige tidspunkter i dag. Det er en del af fodbold. Det at vi arbejder så hurtigt i vores organisation og er så dygtige til at forsvare os, det synes jeg er udmærket. Vi ville gerne have været dygtigere med bolden, men altså, det må vi arbejde på.
Brøndby IF er efter aftenens udebanesejr på 2-0 stadig placeret på Superligaens fjerdeplads, men har nu blot et enkelt point op til AGF, der tidligere i dag fik deres hjemmebanekamp mod lokalrivalerne fra Randers FC aflyst på grund af de udfordrende vejrforhold. Klubben fra vestegnen har på nuværende tidspunkt syv point ned til syvendepladsen i 3F Superligaen. En placering der lige akkurat medfører, at man ikke kommer med i mesterskabsslutspillet senere på sæsonen. Forspringet på de syv point kan dog ændre sig, når Randers FC, FC Nordsjælland og Lyngby BK har spillet deres kamp i runde 21. FC Nordsjælland fik ligesom Randers FC deres kamp i denne runde aflyst som følge af vejrsituationen, da de her til formiddag skulle have budt AC Horsens op til dans på Right to dream park, mens Lyngby BK imorgen ved at tilkæmpe sig minimum et enkelt point mod det nuværende førerhold FC Midtjylland, på udebane kan spille sig ind i top-seks.