Fodbold nyheder

Bog:
Spillets forvandling

Af Torsten Brix

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den aktuelle bog "Spillets forvandling". Det handler om magten og om universel grådighed og kinesisk indenrigspolitik i Birmingham, og om hvordan Europa blev en håndvask for tyranner. Det er skrevet af Asker Hedegaard Boye.

Article image

Da flere mellemøstlige og afrikanske lande, heriblandt Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten, i sommeren 2017 indførte en række økonomiske sanktioner mod Qatar, indledtes en vanskelig politisk krise, der skulle få indflydelse på den europæiske fodbold.

Qatarske containerskibe blev afvist i havnene i Dubai, Abu Dhabi, Jeddah og Alexandria, mens luftrummet over Den Arabiske Halvø tømtes for Qatar Airways-maskiner. I Bahrain og Egypten fik landets diplomater 48 timer til at pakke deres ting, og i Riyadh blev en lokalafdeling af Qatars indflydelsesrige nyhedsstation Al-Jazeera lukket ned.

Koalitionen hævdede, at Qatar med sin støtte til Det Muslimske Broderskab, Hamas og Hizbollah gik terroristernes ærinde, og krævede, at det lille land gjorde sig fri af Iran, bragte det militære samarbejde med Tyrkiet til ende og skruede ned for Al-Jazeera, som saudierne og emiraterne mente spredte qatarsk propaganda. Den arabiske konflikt blev snart et globalt anliggende med USAs præsident, Donald Trump, på koalitionens side og Tyrkiets Recep Tayyip Erdoğan på Qatars.

En måned efter begyndelsen på boykotten blev den qatarske tv-kanal BeIN Sports forbudt i Forenede Arabiske Emirater. Men befolkningen i de syv små emirater havde svært ved at undvære den internationale sportsdækning, og efter få uger blev signalet genoprettet. I Saudi-Arabien var myndighederne mere standhaftige udadtil, selv om folkets fromme ønske om sportsfjernsyn også her blev efterkommet i det skjulte.

Piratkanalen BeoutQ indledte en systematisk streaming af BeINs udsendelser live til saudierne. Ulovlighederne, der stod på i halvandet år, blev mødt med et qatarsk erstatningskrav på en milliard dollars. Men Saudi-Arabien havde andre våben at tage i brug, og i foråret 2019 kunne det nemt se ud, som om det asiatiske fodboldforbund, AFC, valgte side i sagen.

Forbundet skrottede en løbende tv-kontrakt med BeIN Sports og begyndte at livesende regionens fodbold direkte til Saudi-Arabien fra sin egen netkanal. AFCs præsident har siden 2013 heddet Salman bin Ibrahim al-Kha lifa, medlem af den bahrainske kongefamilie.

- Det er bemærkelsesværdigt, at et fodboldforbund, der er til for hele Asien, og som i princippet burde være apolitisk, nu sætter politik før langsigtede kommercielle interesser og forpligtende aftaler, skrev BeINs administrerende direktør, Yousef al-Obaidly, i en mail til New York Times i marts 2019.

Få måneder forinden havde Qatar vundet det asiatiske fodboldmesterskab for første gang. Turneringen blev afholdt i Forenede Arabiske Emirater, hvor semifinalen mellem værterne og de senere mestre vakte skandale.

Hjemmeholdets fans buhede voldsomt af den qatarske nationalhymne, og under kampen, der endte 4-0 til Qatar, blev gæsterne overdænget med sko og flasker. Den politiske krise har længe truet Qatars VM-værtskab i 2022, og allerede i 2017, kort efter krisens opblussen, forholdt FIFA-præsident Gianni Infantino sig til situationen i et interview med den schweiziske avis Le Matin Dimanche:

- Vi følger situationen nøje og er i regelmæssig kontakt med myndighederne i Qatar. Hvis fodbolden kan gøre bare lidt for at forbedre situationen, vil jeg ikke tøve med at hjælpe, sagde Infantino, som akkurat nåede at understrege, at fodbolden bør holdes fri af storpolitik.

Det lød smukt, men løbet var kørt. Valget af Qatar som VM-vært var resultatet af korruption og vennetjenester. Det er dokumenteret, at flere fodboldledere og medlemmer af FIFAs eksekutivkomité har modtaget pengegaver for at stemme på Qatar tilbage i 2010.

Værtskabet byder på flere udfordringer. For hvor skal mon de hundrede tusinder af tilrejsende fans opholde sig under selve turneringen? Qatar, der har en befolkning på 2,6 millioner, hvoraf ni tiendedele er udenlandske gæstearbejdere, har brug for nabohjælp. Indledningsvis bød Bahrain sig til, men efter den seneste diplomatiske strid har landet trukket sig fra al samarbejde.

Mere alvorlig er imidlertid situationen for de tusindvis af håndværkere, der står for forberedelserne til verdens- mesterskaberne, herunder et omfattende stadionbyggeri. Det norske fodboldmagasin Josimar har afsløret, hvordan underbetalte daglejere fra Indien, Bangladesh, Nepal, Sri Lanka, Filippinerne og Kenya lever under slavelignende vilkår.

Også heden i sommermånederne, hvor skyggetemperaturen nemt kan kravle over 40 grader, har udgjort en udfordring. Selv om qatarerne for længst har planlagt hundedyre airconditionsystemer på de otte stadioner og i fanzonerne, har FIFA besluttet, at VM 2022 skal afholdes i vintermånederne med finale på Qatars nationaldag den 19. december.

Dermed skal fodboldens verdensmesterskab for første gang finde sted midt i den europæiske klubsæson. Det ville være synd at sige, at Europas topklubber, der leverer en betragtelig portion af VM-spillerne, har taget beslutningen pænt. „Vi forventer, at klubberne bliver kompenseret for dette rod,“ snerrede Karl-Heinz Rummenigge, daværende præsident for European Club Association, i Guardian i 2015.

Kalenderskænderiet viser et galopperende hykleri. I jagten på petrodollars har FIFA ingen problemer med at tækkes et autoritært regime, der træder menneskerettighederne under fode, og som bag de imponerende glasbygninger stadig er et nådesløst diktatur. Men heller ikke de største klubber har nogen kvaler med at lade sig finansiere af despoter, statsvirksomheder og oligarker.

Roman Abramovitj blev den første, da han opkøbte London-klubben Chelsea i sommeren 2003. Russeren tjente en formue på at handle olie i Sovjets lovløse ruiner og har altid haft et far- og søn-forhold til præsident Vladimir Putin. Men rigmanden var et eftertragtet bytte for kriminelle organisationer, og London lignede et trygt helle og en effektiv håndvask.

Her kunne Abramovitj passende gnubbe fortidens snavs bort med stjernestøv, flotte mål og glade fans. Det var også i disse år, at den amerikanske forretningsmand Malcolm Glazer opkøbte aktier i Manchester United, før han overtog den fulde kontrol i 2005. Kort efter indgik den engelske klub en sponsoraftale med forsikringsselskabet American International Group, der ejede den hedgefond, som bistod Glazer i selve overtagelsen. Med Nike som tøjsponsor var Manchester United nu fuldt rustet til at erobre det amerikanske marked.

Denne kommercielle, uigennemskuelige globalisme blev en skabelon. På få år overtog udenlandske, ofte ikkeeuropæiske rigmænd det meste af Premier League, og også andre steder blev fodboldklubber afhændet som produkter på supermarkedshylden. Milan til først kinesere og siden amerikanere, Roma og Fiorentina til amerikanere, Bologna til canadiere, singaporeanske Peter Lim i Valencia, kinesere i Inter og Parma, russere i Monaco og amerikanere i Nice og Marseille.

Kinesiske Dalian Wanda Group opkøbte i 2015 knap en fjerdedel af spanske Atlético og indledte straks finansieringen af et nyt stadion. Knap tre år senere trak kineserne sig ud, men den flotte arena i det østlige Madrid lyder fortsat navnet Wanda Metropolitano. Formentlig kun til en endnu mere lukrativ sponsor lægger vejen forbi.

Lignende spor har andre asiatiske, nordamerikanske og russiske milliardærer trukket hen over Europa, men ingen har været lige så interesserede i at markere sig som Doha, Dubai og Abu Dhabi. Forenede Arabiske Emiraters statslige flyselskab Emirates dukkede op på spillertrøjerne i topklubber som Real Madrid og Milan, mens rivalen Qatar Airways indgik aftale med Barcelona og siden Roma.

Qatar Airways er tilmed FIFAs officielle VM-partner, og også FC Bayern har tætte bånd til det mellemøstlige regime, hvis flyselskab fragter sydtyskerne rundt i verden. Klubben har afholdt flere sommertræningslejre i Qatar og har, godt hjulpet på vej af det politiske establishment, set stort på flere Human Right Watch-rapporter.

- Udenrigsminister Sigmar Gabriel har for nylig bekræftet over for mig, at situationen for migrantarbejderne i Qatar er blevet forbedret gennem fodbolden, selv om de selvfølgelig stadig kan blive bedre, fantaserede FC Bayerns mangeårige bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge i München-avisen tz.

Set fra Qatar drejer fornuftsægteskabet med fodbolden sig ikke så meget om penge som om moralsk hvidvaskning. Det handler kort og godt om at blive set i de rette kredse og om at blive associeret med noget så glædeligt og globalt som topsport.

Regimet i Doha har i flere år gjort deres indflydelse gældende som den internationale topsports mæcen i forsøget på at fjerne fokus fra landets neonoplyste enevælde, de vedvarende brud på menneskerettighederne, forfølgelsen af seksuelle minoriteter og senest den diplomatiske konflikt med resten af Den Arabiske Halvø.

I landets stædige soft power-offensiv spiller sponsoraterne, medierettighederne, ejerskaberne og værtskaberne inden for fodbold, motorsport, ridesport, tennis, svømning, squash, basketball og håndbold en afgørende rolle. Indimellem bliver ambitionen næsten absurd, som da det qatarske landshold på invitation fra det sydamerikanske fodboldforbund, Conmebol, i 2019 medvirkede i verdens ældste landsholdsturnering, Copa América.

Sammen med Japan udgjorde qatarerne et eksotisk islæt, der skulle sælge turneringen til de asiatiske markeder. Naturligvis blev de 12 deltagende nationer fragtet rundt i værtslandet Brasilien i luksusmaskiner fra Qatar Airways. Året forinden indgik flyselskabet et samarbejde med den argentinske storklub Boca Juniors. Som modydelse fik Conmebol-præsident Alejandro Domínguez foretræde for Qatars overhoved, Tamim bin Hamad al-Thani, over for hvem han kunne fremlægge Sydamerikas ønske om en udvidelse af VM fra 32 til 48 hold.

Det var Tamim bin Hamads far, der som regerende emir fik overrakt VM-pokalen af FIFA-præsident Sepp Blatter i 2010 i Zürich som det synlige tegn på VM-værtskabet i 2022. Domínguez’ ønske blev siden efterkommet af FIFA, dog vil udvidelsen først finde sted ved VM 2026, som pudsigt nok finder sted i Nord- og Mellemamerika.

Hjemme i Qatar huser den funklende sportsskole Aspire Academy det nyeste materiel og nogle af klodens mest innovative trænere. Her har fodbolden særstatus, og her skabes landets egne topatleter, ofte af naturaliserede tilflyttere fra andre dele af verden.

Qatars mest synlige aftryk på fodboldeliten er uden tvivl ejerskabet i Paris Saint-Germain. Den franske klub blev i 2011 overtaget af investeringsselskabet Qatar Sports Investments, der siden har gennemført en omfattende økonomisk og kulturel revolution i den franske hovedstad.

Paris Saint-Germains ikoniske hjemmebane, Parc des Princes, der tidligere var kendt som et sted for ballademagere og raceuroligheder, er nu en eksklusiv lokation for den øvre middelklasse, turisterne og Paris’ mange ken- disser i fin forening med de fashionable omgivelser i det 16. arrondissement.

På banen blev middelgode spillere samt enkelte dyre trækplastre erstattet af en lind strøm af superstjerner i deres bedste alder. Først Zlatan Ibrahimović og David Luiz, dernæst profiler som Ángel Di María, Thiago Silva, Edinson Cavani, Neymar og Kylian Mbappé.

De pæne mennesker på tribunen forventer behagelig, friktionsløs fodbold og underholdning af elegante sportsfolk. Ingen har scoret flere mål og samlet flere point end Paris Saint-Germain i de seneste fem sæsoners Ligue 1, ingen har begået færre frispark.

Før qatarernes entré var den franske klub forgældet, skændet af årlige underskud og aldrig blandt de 30 største klubber i Europa. Siden er det gået stærkt med en fordobling af omsætningen på seks år. Paris Saint-Germain rangerede i 2019 som nummer seks på konsulenthuset Deloittes Money League, opgørelsen over verdens største fodboldforretninger. Den årlige omsætning lød da på 541 millioner euro.

Qatar er ikke den eneste mellemøstlige stat med tydelig indflydelse på europæisk topsport. Det har også Forenede Arabiske Emirater. Det lille land, hvis vigtigste byer er Dubai og Abu Dhabi, har i et tiår øst milliarder ind i en række af sportsgrene. Men også emiraterne har brug for et flagship, og til formålet har Manchester City vist sig perfekt.

Efter et turbulent år under ledelse af thailandske Thaksin Shinawatra overgik den engelske klub i 2008 til holdingfirmaet Abu Dhabi United Group under ledelse af sheik Mansour bin Zayed al-Nahyan, som med et pennestrøg indfriede klubbens gæld.

Sheik Mansour er et af verdens rigeste mennesker. Han er vicepremierminister i Forenede Arabiske Emirater og en del af kongefamilien, der regerer over føderationen af syv emirater. Privat har han to koner og seks børn, en yacht i otte etager med to helikopterlandingspladser, stribevis af Porscher, Bugattier, Ferrarier og Lamborghinier plus eventyrlige luksusboliger spredt ud over det meste af kloden.

Mansour har indsat ejendomsmagnaten Khaldoon Khalifa al-Mubarak som bestyrelsesformand i Manchester City, og i sheikens tid har klubben gennemgået en forvandling så ekstraordinær, at selv det qatarske engagement i Paris blegner. Holdet har skabt historiske resultater, også selv om det fortsat ikke er lykkedes at nå finalen i Champions League.

På banen har topspillere som Robinho, Carlos Tévez, Yaya Touré, David Silva, Sergio Agüero og Kevin De Bruyne funklet, mens udenlandske trænerkapaciteter som Roberto Mancini, Manuel Pellegrini og Josep Guardiola er blevet ved med at løfte den sportslige barre.

Men klubbens bedrifter uden for banen er endnu større. Her har Mansours City udviklet en vidtrækkende masterplan, der gør det klart for enhver, at den engelske fodboldklub hverken er engelsk eller en fodboldklub, snarere et globalt forretningsimperium. Manchester Citys stadion er blevet udvidet, moderniseret og bærer nu navnet Etihad Stadium efter flyselskabet af samme navn, klubbens hovedsponsor fra netop Forenede Arabiske Emirater.

Hovedarkitekten er den administrerende direktør Ferran Soriano, der i 2012 kom til Manchester fra Barcelona, hvor han havde skabt voldsom vækst, men også følt sig obstrueret af den medlemsejede klubs traditioner. Soriano var af den opfattelse, at Europas topklubber burde drives i et totalperspektiv uden romantisk skelen til fortiden.

Spanieren ville smadre den bestående orden, og allerede i 2006 ved en gæsteforelæsning på Birkbeck College i London så han en fremtid for sig, hvor de største klubber fungerede som verdensomspændende underholdningstempler. Året efter Sorianos ankomst fulgte et andet Barcelona-navn, den tidligere topspiller Txiki Begiristain, der tiltrådte som fodbolddirektør med ansvar for klubbens spillestil og rekrutteringen af spillere og trænere.

Manchester City har siden arrangeret sig som det naturlige midtpunkt i Abu Dhabi United Groups internationale netværk af fodboldklubber. Under paraplyen City Football Group findes også New York City FC og Melbourne City FC, uruguayanske Club Atlético Torque, spanske Girona FC og japanske Yokohama F. Marinos.

Dertil kommer en række andre samarbejdsklubber og akademier i lande som Holland, USA, Venezuela og Ghana. Alle tjener de som led i en fødekæde, der fører op til Manchester City, og som producenter af talenter til videresalg til andre klubber. I alt råder City Football Group over en pulje på godt tusind spillere, heraf cirka en fjerdedel fuldtidsprofessionelle. Manchester City har ansat flere end 50 talentspejdere, der monitorerer fem kontinenter i jagten på den næste superstjerne. I klubbens interne database findes detaljerede oplysninger på op mod 300.000 spillere. Men City Football Group ønsker også at påvirke fodbolden på græsrodsniveau og har investeret millioner af dollars i udendørs kunststofbaner i en række amerikanske storbyer og spiller desuden en aktiv rolle i Kina, hvor præsident Xi Jinping har en ambition om at opføre 50.000 fodboldskoler og 140.000 baner før 2025.

Et af de mest iøjnefaldende monumenter over sheik Mansours stræben er Etihad Campus, Manchester Citys overdådige talentakademi og træningsanlæg, som breder sig over 34 hektarer og er verdensførende med 16 fodboldbaner, tre haller, seks svømmebassiner, spillerhotel, minihospital, ultralydsrum og kryo- og højtrykskamre. Akademiet huser unge spillere fra hele verden.

Som Coca-Cola og McDonald’s er Manchester City lokalt til stede, men altid med en global profil. Flere af datterklubberne bærer eksempelvis moderholdets himmelblå spilledragt. Det er denne eksport af genkendelige symboler, som den britiske sportsprofessor Simon Chadwick har kaldt for „fodboldens disneyficering“.

I Guardian har Soriano understreget, at det er vigtigt, at „træningen er ens, spillestilen er ens“ i City Groups forskellige afdelinger. „Inden for vores system er vi hele tiden i stand til at kontrollere, hvad alle foretager sig,“ forklarede spanieren i 2017.

Med Ajax og Barcelona som de sportslige forbilleder har Begiristain lagt vægt på den organiske, offensive og boldbesiddende fodbold, der vægter flair og tekniske færdigheder over muskler, dueller og fight, og i 2016 kunne Begiristain så præsentere sin gamle ven Josep Guardiola som ny manager i klubben.

Men folk som Guardiola, Agüero, De Bruyne, Ederson og Bernardo Silva er ikke ligefrem billige i drift. Abu Dhabi United Group, og siden 2015 også konsortiet China Media Capital, der ejer en sjettedel af klubben, bruger årligt mere end 180 millioner pund alene på at aflønne den sportslige stab.

Resten af fodboldtoppen har ikke ligefrem givet de nye mellemøstlige magthavere en æresport i velkomst. Formanden for den spanske ligaforening, Javier Tebas, har ment, at Abu Dhabi United Group „pisser i europæisk fodbolds svømmebad“, mens Juventus-bossen Andrea Agnelli, der er præsident for klubsammenslutningen European Club Association, har beskyldt Manchester City for „økonomisk doping“.

Over for Financial Times har en anonym Premier League-direktør kaldt City Football Group for „en spejl-sal“, rejst for at generere indtægter til Manchester City og dermed finansiere moderklubbens overforbrug. Men myndighederne har haft svært ved at finde fodfæste i det nye, tågede landskab.

UEFA nedfældede allerede i 2009 principperne for en regulering af klubbernes økonomi, det såkaldte Financial Fair Play-reglement, FFP, som siden har vist sig svært at implementere. UEFAs lovgivning tilskynder klubberne til at skabe en fornuftig balance mellem indtægterne fra tv, stadionentré, præmier, spillersalg og sponsorater og udgifterne til spillerkøb, løn og bonusser. Klubber, der overtræder reglerne, kan blive straffet med advarsler, bøder, pointreduktion og diskvalifikation afhængig af lovbruddets karakter og omfang.

Kritikken af FFP har været massiv og ofte berettiget. Penge brugt på infrastruktur som træningsfaciliteter og talentskoler tæller ikke med i FFP-regnskabet, hvad der har fået flere iagttagere til at beskylde UEFA for at tilgodese eliten, opretholde status quo og modvirke, at nye klub- ber kan avancere i hierarkiet. Derudover giver de europæi- ske landes forskellige skattelovgivninger varierende vilkår. Football Leaks har afsløret, at UEFA-toppen i al hemmelighed har indgået aftale med flere af Europas største klubber, heriblandt Manchester City og Paris Saint-Germain, om en generel bødereduktion, alt imens otte rumænske og fem tyrkiske klubber modtog langt hårdere straffe for brud på FFP.

Men det gode forhold mellem myndighederne og fodboldens milliardærer er kølnet den seneste tid. Det tyske magasin Der Spiegel og New York Times kunne i foråret 2019 på baggrund af lækkede interne mails i Manchester City fortælle, at klubben befandt sig i UEFAs søgelys for alvorlige brud på FFP-reglerne, og at UEFAs Club Financial Control Body har anbefalet, at klubben bliver ekskluderet fra Champions League.

Anklagen lyder, at Abu Dhabi United Group i 2012 selv betalte 90 procent af det stadionsponsorat, som ellers blev lanceret som en aftale med Etihad, Forenede Arabiske Emiraters statsejede flyselskab. En sådan maskeret pengeindsprøjtning er ulovlig.

Mistanken er langtfra ny, og i 2014 uddelte UEFA en bødestraf til Manchester City for det angiveligt kunstige stadionsponsorat. Men hvorfor så denne nye undersøgelse med syv års forsinkelse? Fordi Der Spiegel i en over- bevisende artikelserie i efteråret 2018 berettede, hvordan den engelske klub systematisk har outsourcet omkostningerne og på den måde holdt de bogførte udgifter kunstigt nede. Utvivlsomt også fordi UEFA har brug for at vise myndighed i en tid, hvor de største klubber igen er begyndt at puste sig op og true med at forandre fodboldspillet, som vi kender det.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik