Messi: Manés placering i Ballon d’Or ærgrer mig
Lionel Messi stemte på Mane som verdens bedste fodboldspiller i FIFAs ”The Best”-afstemning.
I sommer da Messi vandt FIFAs ”The Best” prisen for sæsonen bedste fodboldspiller, blev det offentliggjort, at den argentinske verdensstjerne havde stemt på Sadio Mane som verdens bedste fodboldspiller i 2018/19-sæsonen. Derfor synes Messi også, at det er ærgerligt, at Mane ikke sluttede højere i Ballon d’Or-prisen, som Messi vandt.
- Det er en skam, at Mane sluttede på fjerdepladsen, men jeg synes, at der har været en masse ekstraordinære spillere i år. Det er derfor, det var så svært at vælge en specifik spiller. Jeg valgte Mane, fordi han er en spiller, som jeg godt kan lide.
- Mane havde et utroligt år, som var exceptionelt for hele Liverpool-holdet. Det er derfor jeg valgte ham. Jeg gentager: Der var mange rigtig gode spillere i år, så det var svært at vælge, sagde Messi til Canal+.