Ingen Liverpool-nederlag i 22 kampe
Merseyside-derby endte i målfest… med flere Liverpool-reserver!
Hvis man har besøgt Liverpools eller Evertons hjemmebane, er man sikkert blevet overrasket over, hvor tæt de to stadions ligger på hinanden. Kun nogle få 100-meter og Stanley Park er der imellem de to meget rivaliserende klubbers hjemmebane.
Onsdag aften var der dog sportslig afstand i kampens indledning i mødet mellem de to hold, og efter omkring 15 minutters spil var topholdet Liverpool foran 2-0 efter to assists af Sadio Mane, men kort herefter fik Evertons forsvarsspiller Michael Keane reduceret.
Kampen var nr. 234 imellem de to hold, og i dette årtusinde har Everton ikke vundet på Anfield. 21 kampe havde Everton spillet uden sejr på Liverpools hjemmebane inden opgøret og de vandt heller ikke denne gang. Allerede inden pausen scorede Liverpool til 3-1, da Divock Origi lavede sit andet mål og Mane til 4-1, men ikke nok med det… for pausestillingen var 4-2, da Richarlison scorede med skulderen.
Origi startede kampen i Liverpool-angrebet, mens Roberto Firmino og Mohamed Salah startede på bænken i den målrige kamp. Udover Origi og Mane så startede Xherdan Shaqiri også, og alle tre fik scoret i første halvleg. Målfesten døde lidt ud i anden halvleg inden Georginio Wijnaldum lukkede til 5-2.
Den legendariske Liverpool-manager Bill Shankly sagde engang:
- Jeg har altid sagt, at de to bedste hold ved Merseyside er Liverpool… og Liverpools reserver.
Liverpool-reserverne Divock Origi og Xherdan Shaqiri spillede stærkt i offensiven, og derudover var Dejan Lovren også foretrukket i forsvaret i stedet for Joe Gomez, og anføreren Jordan Henderson blev også sparet for at give plads til James Milner, så flere Liverpool-reserver var med i et meget medlevende Merseyside-derby.