UEFA undersøger tyrkisk militærsalut
De tyrkiske spillere fejrede 1-0-målet i kampen mod Albanien ved at lave en militærsalut. Nu går UEFA ind i sagen.
Da Cenk Tosun i de døende minutter af kampen mod Albanien bragte tyrkerne i front, fejrede han scoringen med holdkammeraterne ved lave en militærsalut. På Twitter skriver målscoren, at fejringen var til ære for de tyrkiske soldater.
De tyrkiske tropper indledte tidligere på ugen militære aktioner i Syrien.
Da politiske budskaber er forbudt, garanterer UEFAs pressechef, Philip Townsend, at hændelsen vil blive undersøgt.
- Personligt har jeg ikke selv set denne gestus, som vil kunne blive opfattet som en provokation, siger Townsend ifølge france24.
- Forbyder vores regler referencer til politik og religion? Ja, og jeg kan garantere dig, at vi vil undersøge denne hændelse.
I 2018 fik Granit Xaka og Xherdan Shaqiri bøder, da de to spillere sendte en politisk stikpille til Serbien efter en scoring i form af en jubelscene.